Faderen

Jeg gjorde mig umage med håndskriften, bogstaverne skulle stå lige. Det var vigtigt. Jeg havde fået karakterne samme dag, jeg var blandt de bedste i klassen. Hvert fag på hver sin linie, sirligt svungne bogstaver efterfulgt at tal. Han skulle vide det, synes jeg. Der gik lang tid før jeg fik et brev tilbage, sådan er han, sagde min mor, det bliver aldrig bedre. Jeg læste tre tætskrevne sider om hans nye børn. Så lagde jeg brevet i den æske, som jeg senere brændte. Jeg ville ønske jeg havde gemt det.

Ensomhed

Jeg husker ikke hvad vi talte om. Men jeg husker hans læber og hans opmærksomme øjne bag det mørke brillestel. Han var egentlig ganske pæn. Jeg husker det mørke landskab i farten, den rytmiske dunken fra statsbanerne under os. Hans spejlbillede i den beskidte rude, når jeg måtte fjerne blikket fra hans bløde mund. Det var ikke seksuelt. Det var en higen efter nærhed og samhørighed, efter ømheden i det første kys. Jeg husker varmen i min krop, togets hvinende bremser og barnet, der sparkede i min mave.

Fristelser

Hun kommer med smørkage og flødeboller fra Fakta. Ja, jeg er ellers ikke til flødeboller om morgenen, griner hun og åbner æsken. Hun har chokolade i mundvigene bagefter. Det er fordi de er med hindbærskum, forklarer hun. De er sindssygt gode. Smørkagen spiser vi til kaffen. Jeg kan se slankekuren er gået af fløjten, griner hun og hentyder til den mængde kage jeg netop har fortæret. Du er blevet ordentlig bredrøvet, bralrer hun til sin egen morskab. Synes du jeg er blevet for stor, spørger jeg ham senere. Han skal sige det ærligt. Det gør han naturligvis ikke, jeg ser dejlig ud. På nettet kan man få slankepiller og pulverkure. Jeg køber ikke noget. Måske gør jeg det i morgen. 

Breaking News

Marie Carmen Koppel synger Brigde over Troubled Water foran en kødfuld masse af stilhed. Det lyder ad helvedes til, hun klamrer sig til den krøllede sangtekst på et hvidt stykke A4. Der er rungende tavshed på pladsen, familien Danmark står sammen arm i arm og fordømmer den forvirrede handling. Men jeg er alene hjemme, så der er ingen der ser, at jeg hellere vil se to nøgne mennesker date på en tropeø, mens jeg fortærer en hel pakke microovnspopcorn. Je suis overfladisk og overspisende. Men kun når ingen kigger.

Olsen

Jeg løber hele vejen derhen. Men så ser jeg dem gennem vinduet. De sidder sammen ved bordet i køkkenet og spiller Olsen. Theen damper fra de små glaskopper, og de ler, mens kortene fordeles. Jeg bliver stående et øjeblik og mærker hvordan maven snører sig sammen. Jeg har lyst til at gå min vej, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Hjem skal jeg ihvertfald ikke. Jeg ender på parkeringspladsen bagved supermarkedet, der er aldrig nogen mennesker. Jeg sætter mig på kanten af kælderskakten og ridser mønstre i den rå beton. Tyve minutter senere passerer jeg de samme vinduer igen. Hendes mor står med ryggen til ved vasken, og kortene er pakket væk. Oppe på værelset leger vi, som vi plejer. Hun har fået en ny malebog, men jeg synes ikke det jeg farver i den bliver pænt. Det ser sjusket og forkert  ud. Hun hyler hele vejen ned af trappen med den iturevne side knuget i hånden. Hendes mor er tavs, da jeg kommer ned, men hendes blik er mørkt og får mig til at føle, at jeg ikke hører til nogen steder.

Hårdknude

Tavshed igen. Knugende, rungende tavshed. Det kvæler mig langsomt og skubber mig længere ud for hvert minut, der går. Samtalen endte brat uden nogensinde rigtig at være begyndt. Samme genkendelige hårdknude af spidse, spydige ord, der aldrig når ud eller ind til nogen. Om dagen en kamp for at få overfladen til at fungere. Lette, påtagede miner overfor dem, der besøger vores hjem. Og overfor Dem, de vigtigste mennesker i vores liv. Men børn er ikke dumme. Om aftenen en kærkommen lejlighed til at puste ud hver for sig, slikke sårene i enrum, på hver sin måde. Ingen af os med modet til at tage det første skridt, fordi ingen af os ved hvad de magiske ord til jernporten er. Børn er ikke dumme. Men voksne er fandeme. Hvor svært kan det være at elske hinanden.

Alvorsord

Nå, men så er alt jo i den skønneste orden, sagde jeg med sarkasmen sovset ud over det hele. Det mente han ikke det var. Han var nemlig seksuelt frustreret, sagde han. Jeg er frustreret på alle planer, svarede jeg. Jeg vil have saftevand, sagde datteren. Og så væltede glasset ud over middagsbordet, mens den store forsøgte at få hejst spaghettien over på tallerkenen. Og baby satte i et hyl, mens den mekaniske Fischer Price-stemme sang regnvejrssangen for 117. gang. End of conversation. Godt det samme.