Tilbagefald

I lang tid gik det godt. Bloggen blev sat på standby, mest fordi jeg trættedes ved mit eget deprimerende navlepilleri. Men så vendte bøtten og de gamle vaner og mønstre fik mig ned med nakken een gang til, for hundredeogtyvende gang, jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er helbredt. Ha. Jeg hader, når jeg kommer ud af kontrol. Selvom det efterhånden sker sjældent, og jeg er blevet bedre til at tøjle tilbøjeligheden, så rammer det stadig hårdt. For nylig var jeg i et forum, hvor snakken faldt på diverse psykiske lidelser i gruppen, en åbenlys lejlighed til at gå til bekendelse, melde sig under fanen af unge kvinder, der har, eller har haft, ondt i sjælen. Men jeg sagde ingenting, sad bare der og lyttede til deres inderste og lignede en, der var ovenpå, hende den perfekte med lattebillederne på instagram og de renskurede unger. Jeg er ligesom Jer, havde jeg lyst til at råbe. Men det er så fucking pinligt at fortælle andre, at man æder så uhæmmet, at man bliver nød til at stikke fingrene i halsen bagefter. Og overleveringen er faktisk ikke engang det værste. Det værste kommer bagefter. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med nogen, som spekulerer over om jeg mon går ud og knækker mig, når jeg går på toilettet eller tager et stykke kage mere. Så jeg smiler og lytter og drikker min latte.

Bjørnen sover

Jeg råber af hende, fordi hun ikke hører hvad jeg siger, river bjørnen ud af hånden på hende, så hør dog efter, dyret flyver gennem luften og lyden af væggen forsvinder næsten i den bløde pels. Ansigtet ser forskrækket op, de klare blå øjne, som jeg elsker for alt i verden, hun løber fra mig, gemmer sin lille, rystende krop under dynen. Synes du jeg er grim mor, spørger hun, mens tårerne klistrer håret sammen i våde totter. Jeg har lyst til at begrave mit ansigt i hendes dejlighed og græde, men jeg må være voksen nu, råde bod, tørre tårer og undskylde uforbeholdent overfor hr. Bjørn, som vi fisker ud fra sofaens mørke. 

Regression

I hendes selskab bliver jeg tretten år igen. Amputeret og hjælpeløs, ude af stand til at træffe voksne beslutninger. Hendes stikkende bemærkninger sniger sig ind under huden og piller årene af mig et for et. Dagene efter bruger jeg på at finde mig selv igen, på indestængt vrede og forsinkede, snappy come backs som jeg skulle have afleveret i situationen. Stegen var for rød, gulvet for beskidt, bestikket forkert, knivene er ikke ens, det ser da ikke godt ud. Hvorfor har jeg egentlig ikke købt noget nyt, det kan jeg vel overkomme. Så ved du hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave, forsøger jeg. Men hun er hurtig og får endnu et slag ind, mens paraderne er nede. Det er umuligt at købe noget til mig, jeg er for kræsen, for sær, der er ikke noget bestik i verden som er godt nok til mig. Latter. Og så er hun videre. Hun tromler derudaf uden at se sig tilbage og jeg ånder lettet op, da døren lukker bag hende. Jeg er da pisse ligeglad med bestik.

Samvær

Jeg græder mens dørene lukkes, der er lang vej til København. Du er for lille til at forstå det, sagde hun, senere vil du takke mig. Sidste gang jeg så ham, havde han en dukke med. En med brune krøller og døde, glasagtige øjne. Hun vinker, mens toget sætter i bevægelse, og jeg ser hende blive mindre og mindre, mens klumpen i min hals bliver større og truer med at kvæle mig. Senere i supermarkedet vil han vide hvad jeg vil have til morgenmad. Han slår storsindet ud med hånden, valgmulighederne er uendelige. Du må da have en mening om det, siger han irriteret. Det har jeg ikke, men det har hans nye børn og så ender vi med en pakke Choco Pops. Nok var jeg var lille, men ikke for lille til at forstå det. Og tak har jeg aldrig sagt.

Moralens vogter

Han tænder på mig. Det er ikke svært at se, hun ser det også. Men hun er stærk af sind og lader sig ikke kue. Jeg ser, fuld af beundring, hvordan hun dresserer ham med blikket, markerer sit territorium med tonefald og let berøring. Jeg glider af på kemien af respekt for hende, afviger flirten og taler ikke til ham. Men hans øjne møder alligevel mine over maden og sender varme gennem min krop. Jeg har altid væmmedes de typer, som ikke evner at læse deres medmennesker. Dem som åbenlyst lader sig styre af drifter og se-mig-tendenser. Dem, som flirter fordi det føles fedt for dem selv, og fordi en flirt altid kan påberåbes at være det pure opspind, et produkt af den anden parts vilde fantasi. Sådan er jeg ikke selv. Men i mørket under bordet nyder jeg varmen fra hans ben, der læner sig og den kildrende fornemmelse i mit underliv.

Marathon

Livet er så pisse kort, at det stresser mig at skulle nå det hele. Alt det, der virkelig betyder noget, skal kiles ind mellem bunker af vasketøj og diverse andre huslige must-do opgaver. Jeg slider for at nå det hele, men har en underlig fornemmelse af, at jeg aldrig når helt i mål. Det er som om målstregen hele tiden flytter sig fremad, mens jeg anstrenger mig for at løbe de sidste få meter. Når posten med saftevand og Snickers dukker op, er jeg så forbandet forpustet, at jeg ikke mærker tørsten blive slukket. Jeg er allerede videre, blikket vendt mod horisonten. Et fucking evighedsmarathon. Hvem er det egentlig, der har meldt mig til?

Faderen

Jeg gjorde mig umage med håndskriften, bogstaverne skulle stå lige. Det var vigtigt. Jeg havde fået karakterne samme dag, jeg var blandt de bedste i klassen. Hvert fag på hver sin linie, sirligt svungne bogstaver efterfulgt at tal. Han skulle vide det, synes jeg. Der gik lang tid før jeg fik et brev tilbage, sådan er han, sagde min mor, det bliver aldrig bedre. Jeg læste tre tætskrevne sider om hans nye børn. Så lagde jeg brevet i den æske, som jeg senere brændte. Jeg ville ønske jeg havde gemt det.

Ensomhed

Jeg husker ikke hvad vi talte om. Men jeg husker hans læber og hans opmærksomme øjne bag det mørke brillestel. Han var egentlig ganske pæn. Jeg husker det mørke landskab i farten, den rytmiske dunken fra statsbanerne under os. Hans spejlbillede i den beskidte rude, når jeg måtte fjerne blikket fra hans bløde mund. Det var ikke seksuelt. Det var en higen efter nærhed og samhørighed, efter ømheden i det første kys. Jeg husker varmen i min krop, togets hvinende bremser og barnet, der sparkede i min mave.

Fristelser

Hun kommer med smørkage og flødeboller fra Fakta. Ja, jeg er ellers ikke til flødeboller om morgenen, griner hun og åbner æsken. Hun har chokolade i mundvigene bagefter. Det er fordi de er med hindbærskum, forklarer hun. De er sindssygt gode. Smørkagen spiser vi til kaffen. Jeg kan se slankekuren er gået af fløjten, griner hun og hentyder til den mængde kage jeg netop har fortæret. Du er blevet ordentlig bredrøvet, bralrer hun til sin egen morskab. Synes du jeg er blevet for stor, spørger jeg ham senere. Han skal sige det ærligt. Det gør han naturligvis ikke, jeg ser dejlig ud. På nettet kan man få slankepiller og pulverkure. Jeg køber ikke noget. Måske gør jeg det i morgen. 

Breaking News

Marie Carmen Koppel synger Brigde over Troubled Water foran en kødfuld masse af stilhed. Det lyder ad helvedes til, hun klamrer sig til den krøllede sangtekst på et hvidt stykke A4. Der er rungende tavshed på pladsen, familien Danmark står sammen arm i arm og fordømmer den forvirrede handling. Men jeg er alene hjemme, så der er ingen der ser, at jeg hellere vil se to nøgne mennesker date på en tropeø, mens jeg fortærer en hel pakke microovnspopcorn. Je suis overfladisk og overspisende. Men kun når ingen kigger.

Olsen

Jeg løber hele vejen derhen. Men så ser jeg dem gennem vinduet. De sidder sammen ved bordet i køkkenet og spiller Olsen. Theen damper fra de små glaskopper, og de ler, mens kortene fordeles. Jeg bliver stående et øjeblik og mærker hvordan maven snører sig sammen. Jeg har lyst til at gå min vej, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Hjem skal jeg ihvertfald ikke. Jeg ender på parkeringspladsen bagved supermarkedet, der er aldrig nogen mennesker. Jeg sætter mig på kanten af kælderskakten og ridser mønstre i den rå beton. Tyve minutter senere passerer jeg de samme vinduer igen. Hendes mor står med ryggen til ved vasken, og kortene er pakket væk. Oppe på værelset leger vi, som vi plejer. Hun har fået en ny malebog, men jeg synes ikke det jeg farver i den bliver pænt. Det ser sjusket og forkert  ud. Hun hyler hele vejen ned af trappen med den iturevne side knuget i hånden. Hendes mor er tavs, da jeg kommer ned, men hendes blik er mørkt og får mig til at føle, at jeg ikke hører til nogen steder.

Hårdknude

Tavshed igen. Knugende, rungende tavshed. Det kvæler mig langsomt og skubber mig længere ud for hvert minut, der går. Samtalen endte brat uden nogensinde rigtig at være begyndt. Samme genkendelige hårdknude af spidse, spydige ord, der aldrig når ud eller ind til nogen. Om dagen en kamp for at få overfladen til at fungere. Lette, påtagede miner overfor dem, der besøger vores hjem. Og overfor Dem, de vigtigste mennesker i vores liv. Men børn er ikke dumme. Om aftenen en kærkommen lejlighed til at puste ud hver for sig, slikke sårene i enrum, på hver sin måde. Ingen af os med modet til at tage det første skridt, fordi ingen af os ved hvad de magiske ord til jernporten er. Børn er ikke dumme. Men voksne er fandeme. Hvor svært kan det være at elske hinanden.

Alvorsord

Nå, men så er alt jo i den skønneste orden, sagde jeg med sarkasmen sovset ud over det hele. Det mente han ikke det var. Han var nemlig seksuelt frustreret, sagde han. Jeg er frustreret på alle planer, svarede jeg. Jeg vil have saftevand, sagde datteren. Og så væltede glasset ud over middagsbordet, mens den store forsøgte at få hejst spaghettien over på tallerkenen. Og baby satte i et hyl, mens den mekaniske Fischer Price-stemme sang regnvejrssangen for 117. gang. End of conversation. Godt det samme.

Efterspørgsel

Nogen gange savner jeg at læse blogs, som kryber under huden på en. Jeg savner at læse med på Dronningen af Amager og Dines for eksempel. Der er et hav af bloggere derude, som skriver godt, og som jeg trofast læser med på. Men få har formået at beskrive livet på godt og ondt, så hudløst og vedkommende som dem. Men deres lige findes givetvis. Hvis du kender til en anbefalelsesværdig blog, der tager pusten fra en, så smid et link.

Velbekommen

Vi er samlet omkring bordet. Ordene forlader munden med træghed, mens maden bliver fordelt på det hvide Ikea-stel. Jeg vælger et emne, stilheden bliver for trykkende. Ordene finder vej til min bror, min forsigtige, unge bror, mærket af de samme dæk, som har tromlet mig. Han er blevet voksen. Han har truffet gode, fornuftige valg for sig selv. Hans øjne lyser op og låser sig fast til mine. Men uovervejede ord lever ikke længe i barndomshjemmet. Jeg ser på, mens hun dissekerer hans sætninger, vender hans ord imod ham selv og afliver den samtale, som hun ikke var en del af til at begynde med. Hun er djævelens advokat. Og jeg er diplomaten, som forsøger at sætte punktummer og samle op. Små vingeskudte beretninger, som skulle have gjort hende stolt. Men som i stedet ligger hjælpeløse og basker nede i Knorrs smagløse klister.

Døm ikke

Til dig, som kender mig og har endevendt min blog. Døm ikke. Bliv ikke vred. Bliv ikke skuffet. Jeg er ked af, hvis jeg har såret dig. Husk, det er øjebliksbilleder fra en lang og sammensat film. Jeg tænker, det kun kan være dig. Døm ikke. 

På tirsdag

Hun aflyste vores aftale samme dag. Et kort telefonopkald, hun var blevet syg. Ville ikke smitte baby. Det er okay, sagde jeg. God bedring. Men det var overhovedet ikke okay. Min mave vred sig sammen til en hård knude. Jeg kunne høre på hendes stemme, at det ikke var sandt. En af de små hvide løgne vi fortæller, for at skåne hinanden fra sandheden. Dagen før havde hun skrevet og spurgt ind til hvor længe jeg blev, om jeg skulle hente børn. Det skulle jeg bestemt ikke, larmende, glade ord. Jeg skulle ikke nå noget, hvor blev det dejligt at se hende, vi havde masser af tid. Idiotisk. Hun kunne ikke overskue, at vi kom. Der var noget eller nogen hun hellere ville. Måske kan vi gøre det næste tirsdag, foreslog hun. Lad os ringes ved. Idag er næste tirsdag og telefonen er stadig tavs.

Dementi

Indlæggene lader vente på sig. Jeg tør ikke rigtig give slip. Selvom det var meningen med projektet, at lade ordene flyde og sjælen ånde. Jeg kan mærke det gør mig godt at få skrevet tankerne ned. På den måde er det en sund proces, også selvom den først lige er startet, og jeg hverken er helt eller halvt i mål. Men der er også en del af mig, som ikke vil nøjes med at skrive for egen skyld. Den del af mig sidder spændt og venter på, om ordene giver genlyd i den virkelige verden. Findes der mon nogen derude, som kan genkende de skygger, jeg kæmper imod. Samtidig bliver jeg grebet af frygt for at blive afsløret. Jeg har netop valgt en anonym blog, fordi jeg ikke ønsker at blive genkendt som person. Og så er vi tilbage til det med indlæggene, der lader vente på sig. Hvor mange små detaljer skal man egentlig skrive, før folk stykker historien sammen. Og hvad er oddsene for, at en af de to, som følger mig på bloglovin, er en der kender mit borgerlige navn. Nok ca det samme, som at vinde i Lotto. Men alligevel. Og kender jeg egentlig nogen, der arbejder på telefonsex.de. Siden de bruger tid på at kigge forbi. Men altså. Bare lige for min egen sjælefreds skyld: Hvis du synes du kender mig, så husk, at bloggen her er min netbaserede skraldespand. Jeg er mere og andet end min skygge.

Fornærmelsen

Hun så det med det samme. Det var et akavet øjeblik. Men jeg frydede mig hele vejen ned til kassen over hendes ansigtsudtryk, da det gik op for hende. Baby sad og tronede i vognen som en lille tyk bjørn. I går ville damen ikke låne kundetoilettet ud. Desværre, det er vores politik, jeg må ikke for min chef. Pakker med skivet hamburgerryg fløj op af papkassen og ind i kølemontren. Ud af øjenkrogen fanger hun pludselig noget formildende og lyser op. Selvfølgelig, hvis der er særlige omstændigheder, siger hun indforstået. Med øjnene fæstnet på min mave. Jakken står åben og vidner om den sørgelige forfatning efter barn nummer tre. Det er der ikke, siger jeg, måske lidt skingert. Jamen er du sikker, råber hun efter mig. Tydeligvis skamfuld over at have nægtet en gravid kvinde adgang til toilettet. Jeg håber hun skammer sig endnu mere idag. Det gør jeg ihvertfald.

Veninden

Hun er ked af det i telefonen. Der er ikke nogen gode mænd tilbage, de kan rende hende allesammen. Ham med de lumre sms'er er endelig røget ud, og jeg jubler indeni, for hun er bedre end det. Men jeg siger ikke noget. Hun er skrøbelig og gennemsigtig som glas. Det er hende, der taler. Julen hos forældrene. Nytåret, som hun tilbragte alene, fordi hun ikke kunne klare flere skuffelser. Ikke mere drama, tak. Jeg lytter til de forslåede ord pakket ind hendes forsigtige latter. Jeg ser igennem hende, forstår hvorfor hun er som hun er. Nok mere end hun forstår sig selv. Indimellem er der pauser, hvor det forventes jeg siger noget. Indeni har jeg alle de rigtige ord, men de flagrer rundt i halve sætninger og stjæler øjeblikket. Tavsheden bliver et sekund for lang. Hun trækker vejret ind og skifter emne, hvordan går det med mig, hvad med børnene, med manden. Jo, tak det går fint. Datteren har lært at cykle. Vi bliver modsætninger lige der. Fordi mine ord ikke når frem i tide. Jeg ville ønske jeg havde nemmere ved ord.

Søren Ryge

Sutter du ikke min pik, spørger han med lige dele håb og humor. Jeg havde frygtet han ville spørge. Af en eller anden grund kan jeg altid mærke, når spørgsmålet trænger sig på. Så er det noget med ikke at sidde for tæt i sofaen. På den måde kan jeg vinde lidt tid, trække pinen ud før den kulminerer i, enten afvisning, eller med mig på alle fire på den gråstribede pude. Det handler om at vide hvor grænsen går. Hvor mange afvisninger en mand kan bære, hvor mange der er ret og rimeligt. Kunsten er, at vide hvornår man må ofre sig for husfredens skyld og udføre et modvilligt stykke arbejde. Men du skal komme hurtigt, for jeg er træt og baby vågner snart. Puden ligger forkert, lige et øjeblik. Det er også en lorteelastik, den kan jo ikke holde en hestehale, øjeblik. Du lover, du kommer hurtigt, ikke. Jeg lytter til Søren Ryge, der går rundt i sin overdimensionerede have og snakker om skvalderkål. Min mund arbejder automatisk, op, ned, rundt, hånden masserer. Jeg er ude af træning, kæberne værker allerede. Kig på mig, befaler han og jeg ser ind i hans liderlige øjne. Det breder sig som pesten. Kvæler alle de små grønne spirer, hvis man ikke passer på, siger Søren. Bare han snart er færdig. Han stopper mig, da han er lige ved at komme. Skal jeg ikke lige kneppe dig, spørger han kælent. Det skal han ikke. Ordene snapper ud efter ham, snerrer og hvæser af hans oprejste lem. Hans øjne ser forskrækkede ud, inden han lukker dem. Fem sekunder efter får han udløsning i min mund. Men forløsningen udebliver. Kvalt af min hårde tone. Det er spildt arbejde, siger Søren og ser opgivende på et blomsterbed, hvor skvalderkålen for længst har taget over.

Skibet er ladet med

Jeg har en uro i kroppen. Traver hvileløst ind og ud af rum, åbner køkkenskabe. Bliver mødt af den samme pakke rugbrød og udvalg af konserves som for tyve minutter siden. Ender med et skåret æble. Dypper det i bægeret med vanillesukker. I starten bare et lille dyp. Senere grådigt og gravende. Æblebåden sejler i pendulfart med bjerge af vanillesukker. Frem og tilbage med nærmest rytmisk bevægelse, indtil bægeret er tømt for syntetisk pulver. Kigger ned af mig selv og det fine sneagtige lag, som æblebåden har smidt af sig i farten. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om æbler. Går i seng samme aften med vanilleduftende patter.