søndag den 15. marts 2015
Bjørnen sover
Jeg råber af hende, fordi hun ikke hører hvad jeg siger, river bjørnen ud af hånden på hende, så hør dog efter, dyret flyver gennem luften og lyden af væggen forsvinder næsten i den bløde pels. Ansigtet ser forskrækket op, de klare blå øjne, som jeg elsker for alt i verden, hun løber fra mig, gemmer sin lille, rystende krop under dynen. Synes du jeg er grim mor, spørger hun, mens tårerne klistrer håret sammen i våde totter. Jeg har lyst til at begrave mit ansigt i hendes dejlighed og græde, men jeg må være voksen nu, råde bod, tørre tårer og undskylde uforbeholdent overfor hr. Bjørn, som vi fisker ud fra sofaens mørke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Er det ikke bare sindssygt at man gør sådan noget, selvom man ikke vil være den slags mor. Øv, kender det alt for godt. Jeg håber det hjælper at sige undskyld til ungen.
SvarSletJeg hader når jeg råber af mine børn, det gør jeg virkelig. Nogen gange er overskuddet der bare ikke og så flyder bægeret over. Jeg tror på undskyld. It's gotta work. Men ved du hvad der er sindssygt? At jeg kan tage mig selv i at fordømme en mor, der laver samme nummer offentligt. Lige der får hun stemplet lortemor, også selvom jeg ved, at jeg selv kan komme helt derud. Jeg væmmes, fordi hun er mit spejl, I get it, lidt selvindsigt må man jo have. Alligevel fortæller jeg gerne historien videre til andre, så vi kan vende øjne af hende sammen. Det er sgu da sindssygt. Dobbeltmoralsk, uærligt, usolidarisk osv.
SvarSlet