Marathon

Livet er så pisse kort, at det stresser mig at skulle nå det hele. Alt det, der virkelig betyder noget, skal kiles ind mellem bunker af vasketøj og diverse andre huslige must-do opgaver. Jeg slider for at nå det hele, men har en underlig fornemmelse af, at jeg aldrig når helt i mål. Det er som om målstregen hele tiden flytter sig fremad, mens jeg anstrenger mig for at løbe de sidste få meter. Når posten med saftevand og Snickers dukker op, er jeg så forbandet forpustet, at jeg ikke mærker tørsten blive slukket. Jeg er allerede videre, blikket vendt mod horisonten. Et fucking evighedsmarathon. Hvem er det egentlig, der har meldt mig til?