Samvær

Jeg græder mens dørene lukkes, der er lang vej til København. Du er for lille til at forstå det, sagde hun, senere vil du takke mig. Sidste gang jeg så ham, havde han en dukke med. En med brune krøller og døde, glasagtige øjne. Hun vinker, mens toget sætter i bevægelse, og jeg ser hende blive mindre og mindre, mens klumpen i min hals bliver større og truer med at kvæle mig. Senere i supermarkedet vil han vide hvad jeg vil have til morgenmad. Han slår storsindet ud med hånden, valgmulighederne er uendelige. Du må da have en mening om det, siger han irriteret. Det har jeg ikke, men det har hans nye børn og så ender vi med en pakke Choco Pops. Nok var jeg var lille, men ikke for lille til at forstå det. Og tak har jeg aldrig sagt.