tirsdag den 10. marts 2015

Regression

I hendes selskab bliver jeg tretten år igen. Amputeret og hjælpeløs, ude af stand til at træffe voksne beslutninger. Hendes stikkende bemærkninger sniger sig ind under huden og piller årene af mig et for et. Dagene efter bruger jeg på at finde mig selv igen, på indestængt vrede og forsinkede, snappy come backs som jeg skulle have afleveret i situationen. Stegen var for rød, gulvet for beskidt, bestikket forkert, knivene er ikke ens, det ser da ikke godt ud. Hvorfor har jeg egentlig ikke købt noget nyt, det kan jeg vel overkomme. Så ved du hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave, forsøger jeg. Men hun er hurtig og får endnu et slag ind, mens paraderne er nede. Det er umuligt at købe noget til mig, jeg er for kræsen, for sær, der er ikke noget bestik i verden som er godt nok til mig. Latter. Og så er hun videre. Hun tromler derudaf uden at se sig tilbage og jeg ånder lettet op, da døren lukker bag hende. Jeg er da pisse ligeglad med bestik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar