Hårdknude

Tavshed igen. Knugende, rungende tavshed. Det kvæler mig langsomt og skubber mig længere ud for hvert minut, der går. Samtalen endte brat uden nogensinde rigtig at være begyndt. Samme genkendelige hårdknude af spidse, spydige ord, der aldrig når ud eller ind til nogen. Om dagen en kamp for at få overfladen til at fungere. Lette, påtagede miner overfor dem, der besøger vores hjem. Og overfor Dem, de vigtigste mennesker i vores liv. Men børn er ikke dumme. Om aftenen en kærkommen lejlighed til at puste ud hver for sig, slikke sårene i enrum, på hver sin måde. Ingen af os med modet til at tage det første skridt, fordi ingen af os ved hvad de magiske ord til jernporten er. Børn er ikke dumme. Men voksne er fandeme. Hvor svært kan det være at elske hinanden.