Olsen

Jeg løber hele vejen derhen. Men så ser jeg dem gennem vinduet. De sidder sammen ved bordet i køkkenet og spiller Olsen. Theen damper fra de små glaskopper, og de ler, mens kortene fordeles. Jeg bliver stående et øjeblik og mærker hvordan maven snører sig sammen. Jeg har lyst til at gå min vej, men jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen. Hjem skal jeg ihvertfald ikke. Jeg ender på parkeringspladsen bagved supermarkedet, der er aldrig nogen mennesker. Jeg sætter mig på kanten af kælderskakten og ridser mønstre i den rå beton. Tyve minutter senere passerer jeg de samme vinduer igen. Hendes mor står med ryggen til ved vasken, og kortene er pakket væk. Oppe på værelset leger vi, som vi plejer. Hun har fået en ny malebog, men jeg synes ikke det jeg farver i den bliver pænt. Det ser sjusket og forkert  ud. Hun hyler hele vejen ned af trappen med den iturevne side knuget i hånden. Hendes mor er tavs, da jeg kommer ned, men hendes blik er mørkt og får mig til at føle, at jeg ikke hører til nogen steder.