søndag den 14. december 2014

Vrede

Vrede er den skabende kraft, den handlende. Vrede giver mig energi og styrke til at stramme op på mit slatne ego. Nok er nok. Ikke mere selvpineri, ikke flere episoder. Jeg er bedre end det. Jeg er stærkere end det, jeg skal vise ham. Vreden iklæder mig et køligt skjold, hans ord og handlinger preller af. Han spurgte ikke engang, han tog bare afsted. Efterlod mig med to pakker penicillin og en baby. Som om det var en menneskeret at tage til julefrokost. Er du klar over hvor træt jeg er af dig, skreg jeg ham ind i hovedet. Dirrende hænder, adrenalin når det er bedst. Følte en underlig ro, da jeg var færdig. Tavsheden, der fulgte var nærmest befriende, ikke tyngende, som den plejer. Men jeg ved, at det er en stakket frist. Lige pludselig emmer energien ud, og efterlader mig med et tomt hul i brystet. Erkendelsen af, at hans forbrydelse ikke matcher straffen, rammer hårdt, det ved jeg fra tidligere. Jeg har ret, han opførte sig tåbeligt. Han skylder mig at sige undskyld, jeg forstår dig, jeg beklager. Men budskabet forsvinder i den eksplosive strøm af ord. Vrede er den handlende kraft for mig, men den lammer mine omgivelser og sårer mine nærmeste. Vender tilbage som en boomerang og får mig ned med nakken. Men indtil da, nyder jeg skuldrenes befriende lethed.

mandag den 8. december 2014

Episode

De brænder lidt på tungen, fedtet får dem til at føles ekstra varme. Alligevel afløser den ene håndfuld den anden. Det lykkedes mig ellers at gå en lang tur med baby og hund. Det var godt for humøret, vejret var mildt og næsten forårsagtigt. Jeg lovede mig selv, at jeg ville sætte musik på og rydde op, når jeg kom hjem. Alligevel kan jeg mærke hvor magtesløs jeg bliver i det øjeblik baby sover og jeg er alene med mig selv. Bunkerne bliver uoverskuelige og selvom jeg ikke har lyst, kan jeg ikke lade være. Det tager fire minutter i mikroovnen. Fire lange minutter, hvor mit hovede forsøger at begribe hvad fanden, der foregår. Jeg har slet ikke lyst til dem. Og alligevel kører jeg dem ind på bemærkelsesværdigt kort tid. Brunkagerne lider samme skæbne, størrelsen er perfekt, man behøver ikke bide af dem. Bare ind med dem, uden nydelse, uden nærmest at smage på dem. Orgiets mål er uden tvivl at tømme henholdsvis skål og pose. Det er en opgave jeg har givet mig selv, og som jeg udfører med militaristisk præcision. Jeg ville ønske det gav mening for mig på et højere plan. Men bagefter føler jeg intet andet end skam og ubehag. Hvad fanden er gevinsten ved det.

torsdag den 4. december 2014

Mors stemme

Det kan ikke nytte noget at bruge tid på det, siger han. Men ordene kører i ring og driver mig til vanvid. Hendes ord har fulgt mig altid. Hendes kritiske røst er blevet en del af mig, jeg hører den enddog, når hun ikke er i rummet. På den måde har hun trænet mig godt. Jeg er nu, midt i mine tredivere, i stand til at pille mig selv ned på et splitsekund. Det skal ikke tage mig lang tid at finde 10 fejl og en helvedes masse ting jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor hun gør det. Kan hun ikke se hvad det gør ved mig? Husker utallige familiesammenkomster, hvor hun brillerer med historier om sin dovne, dvaske datter. Hende, der roder og aldrig hjælper til i huset. Hende, der sjusker. Hende, der tror hun kan læse på universitetet. Det har jo aldrig været dig, siger hun med bebrejdelse i øjnene. Bare vent og se, og hvad sagde jeg. Fik et spørgeskema tilsendt i forbindelse med udmeldingen. Har du haft støtte hjemmefra. Er en, eller begge dine forældre, akademikere. Stort fedt kryds i nej. Sad tilbage og følte mig som et socialt tilfælde. Hvis jeg kunne, ville jeg tage fat i mit tyveårige jeg og klappe hende over målstregen. Jeg kunne have blevet hvad som helst, hvis ikke jeg havde haft så ondt i sjælen. Du har altid haft så travlt med at pille dig selv i navlen, som min mor siger. Du har altid været så skide følsom.

onsdag den 3. december 2014

Berøring

Vi rører aldrig ved hinanden mere. Der var engang hvor du trak mig ind til dig hver aften og lå tæt op af mig hele natten. Dine fingre vandrede op og ned af min arm, mit hår, mens dine øjne var opslugt af filmen. De vandrede ubevidst. Fordi de ikke kunne lade være. Jeg savner dig, sagde jeg. Savner at du rører ved mig. Jeg er bare ikke lige der, var svaret. Noget med bilen, det bliver dyrt at få den repareret. Og renoveringen af huset, som går langsomt. Det føles ensomt. 

søndag den 30. november 2014

Græsset er grønnere

Jeg har en følelse af, at jeg skal nå noget. Listen på køkkenbordet er lang.  Endeløse, ligegyldige ting i tilfældig rækkefølge. Dagene forsvinder bare ud i den blå luft, og baby vokser ud af sine stribede bukser. Jeg kan ikke få hul på bylden. Altid et par skridt bagud, men foran i hovedet. Hvad er det jeg egentlig vil have ud af mit liv. Tankespil. Hverdagsdrømme først og fremmest. Jeg vil have et hjem, hvor der er rart at være. Hvor folk kommer forbi til spontane middage, hvor tirsdagens aftensmad er snobrød på stranden. Jeg vil have et rent hjem, som emmer af glitterpapir og dansk design. Jeg vil have den slanke krop, de velklædte børn, den velopdragne hund. En mand, som fortæller alle ved middagsbordet hvor højt han elsker mig. Som stryger mig over håret uden at forvente at jeg tager pikken i munden. Indtil videre strander jeg på; 1. Drop tanken om det perfekte liv, det findes ikke. Brug ikke tid på negative tanker, det du har, og det du er, er godt nok. Nyd det. Den dag du ligger med cancer vil du fortryde din utaknemmelighed. 2. Hvis du er så pisse utilfreds, så gør noget ved det. Inviter en masse venner, slå dejen op til snobrødet, løb en tur. Det er bare at gøre det, sværere er det ikke. 3. Opret en Instagramprofil og pretend.

søndag den 23. november 2014

Finker af panden

Du bliver altid lidt bitter når du drikker, bitter eller krigerisk, sagde jeg. Det kan godt være du har ret, svarede han. Og så landede den der, midt i mit indre kaos, uden skænderiets orgasmiske forløsning.
Han kan ikke komme det nærmere end det. Er det mig, spørger jeg. Går du og undertrykker din irritation i hverdagene, så du bliver nød til at klemme det ud mellem sidebenene på Bourgognen. Nej, svarer han. Ja, svarer han. Måske. Det tror jeg ikke. Skuldertræk. Smørret grin. Rødvinsblanke øjne.
Tilbage sidder jeg og smager på det beske, som pludselig forlod hans mund. Vi lader den ligge der imellem os. Men ude på badeværelset kan jeg alligevel ikke lade være. I smug begynder dissektionen af ord. Analysen er omhyggelig, konklusionen kendt på forhånd.




torsdag den 20. november 2014

Min mor og jeg

Jeg fryser. Min mor siger, at vi ikke skal vente så længe, jeg skal lade være at skabe mig. Parkeringspladsen er næsten tom og det er begyndt at blive mørkt. Jeg kan næsten ikke mærke mine tæer i gummistøvlerne, jeg glæder mig. Hans forældre er søde, de har et bassin med karper i haven og hans far gav mig en nøglering. Jeg måtte selv vælge, han havde en hel kasse. Så kommer bilen. Lygterne fejer henover pladsen og min mor lyser op. Hun tager fat i min hånd og trækker mig fremad, mine tæer værker i støvlen. Men det er ikke ham i bilen, han har brændt os af, siger hun. Jeg kan høre noget fremmed i hendes stemme. Hendes mund trækker nedad og hendes øjne bliver hårde. Jeg kan ikke huske hans navn.

onsdag den 19. november 2014

Flashback

Min mor griner højt. De tumler rundt på sofaen, han niver hende i lårene. Lad være, råber hun, men jeg kan se at hun kan lide det. Jeg sidder ved hans bord, det er ikke vores. Hele hans lejlighed er fyldt med fremmede ting. Jeg har fået et stort værelse med mit eget skrivebord og et skab. Vi har ikke haft tid til at hente mit legetøj. Nu kysser de. Lange, våde kys. Har lyst til at vælte det glas mælk, der står på bordet. Kradse figurer i det lyse spisebord. Forsøger at kigge ud af vinduet istedet. Alle husene er ens. Gule, tætpakkede rækkehuse, uden spor af liv. Kvælende anonymt månelandskab, jeg kan ikke være i min krop. Jeg kan lige akkurat være i skabet. Tegner grimme vortedamer i lommelygtens skær, befrier dem med viskelæder og farveblyanter. Svulmende røde læber, lyst bølgende hår. Forvandling.

søndag den 16. november 2014

Dyreanalogier

I hendes øjne er han konge. Alt der forlader hans mund bliver ophøjet til sandheder, hans ord er lov og smager af fløde. Hun er katten om benet. Kælen og legesyg. Sulten efter berøring og tryghed, et fast tag i nakken. Hun er min veninde. Jeg kender hende for godt. Jeg tolererer det, fordi jeg holder af hende, vi har vel alle vores særheder. Jeg genkender en sårbarhed i hende, en smerte, et sort hul af savn og en higen efter anerkendelse. Hun skifter farve som en kamæleon, tilpasser sig hans meninger, hans musiksmag, hans craving efter flæskesteg til aften. Ingen laver flæskesteg som han. Hun springer op og henter kaffe. Vimser rundt om ham som om tæve i løbetid. Skid hul i, at jeg har bagt brød, passet unger og dækket morgenbord. Har han sovet godt. Er der andet han trænger til. Det er der ikke, men kaffen er perfekt. Rend mig i røven.

torsdag den 13. november 2014

Den pæne pige

Det var en mærkelig sofa. Ubekvem, svær at finde sig til rette i. Rummet var stort og fyldt med kunst. Malerier, skulpturer, det var svært at holde fokus. Hun var ikke hjertelig på nogen måde. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Der stod en boks med kleenex på bordet, gad vide om det forventes, at jeg græder. Hun havde benene over kors, tilbagelænet, små vurderende øjne. Jeg koger indeni. Hvis bare min krop kunne finde ro i designersofaen. Har du altid været en pæn pige, spørger hun. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Spørgsmålet kommer bag på mig, gør mig forlegen. Jeg kan jo ikke lide at prale. Forsøger at svare alligevel. Hun kigger op fra blokken, løfter øjenbrynene og ser direkte på mig. Hun morer sig indvendigt. Hun mente det i overført betydning. Jeg kan se undertrykt latter i hendes ansigt. Har lyst til at løbe min vej mens hun skriver løs på sin hvide blok. Men jeg bliver siddende med hænderne i skødet, smilende og behagesyg.

onsdag den 12. november 2014

Mortens and

Jeg har ikke lyst. Det er hans tradition, ikke min. Hvornår er jeg nogensinde blevet spurgt. Vi skal være der om en halv time, er jeg klar. Skal han tage ungerne og køre i forvejen, så jeg kan gå i bad i fred og ro. Jeg trækker på skuldrene. Han forsøger igen, gyder olie på vand. Det er kun fordi vi skal derop, at han overhovedet forsøger. Fordi han vil le og drikke vin sammen med sine. Han vil ikke være uvenner, siger han. Men jeg ved hvorfor og straffer ham for det. Selskabet mærker det også. Tavsheden, den manglende berøring. De lidt for korte svar på hans kække henvendelse. Han bliver kærlig efter den første halve flaske. Det krampagtige forsvinder, han indfanger mig og kysser mig mod min vilje.  Han elsker mig, savner mig, jeg kan mærke ham og oprigtigheden i de berusede øjne. Jeg ville ønske jeg også kunne mærke ham når han er ædru. Gudskelov er hun her ikke.

søndag den 9. november 2014

Uddrivning

Jeg ser dem så snart jeg kommer ind i butikken. Jeg skulle bare lige handle rugbrød og bleer, men i bilen på vej derned begynder tankerne allerede at slå knuder. Jeg har det skidt efter igår. Tavsheden ligger stadig som en tung dyne i huset. Det er en pakke med fire. Jeg har stadig den klaustrofobiske fornemmelse i kroppen. Jeg overvejer om jeg skal lægge dem i kurven, er det virkelig det jeg vil. Men pakken ligger der allerede. Jeg forsøger at huske hvad ungerne ville have med på madpakken. Jeg tåger rundt i butikken, pakken dækkes til af bananer og toiletpapir. Du kan nå det endnu, læg den tilbage, mærk hvordan dine lår skvulper og slider sig mod hinanden. Der er lang kø ved kassen. Jeg har lyst til at grave pakken frem og brække et lille stykke af. Casual. Som en, der bare lige skal booste det lave blodsukker efter en lang arbejdsdag. Så læg dem dog tilbage. Jeg lægger dem øverst i posen. De smager af margarine, ikke af smør som hos bageren. Jeg tager store bidder, mærker kroppen slappe af, det føles rart. Jeg smider den tomme pakke ud i den store skraldespand ved vejen. Ude på badeværelset forsøger jeg at gøre det stille. Fanger mit ophovne ansigt i spejlet. Snot og tårer. Rødsprængt. Hvordan kan han ikke vide det. 

fredag den 7. november 2014

Misforstået

Det var god rødvin og virkningen var så småt ved at sætte ind. Bare et enkelt glas. For at mærke kroppen slappe af og give hovedet en pause. Han lavede mad. Baby lå på køkkenbordet med sine store blå øjne. Blev pludselig grebet af en angst for at miste ham. Tænk hvis han fik cancer. Eller kørte galt. Billederne afspilledes i slowmotion i mit hovede. Jeg skammer mig. Vi har det godt. Vi taler sammen, der er fredagsstemning. Jeg kommenterer hans måde at vaske hænder på, de bliver ikke rene hvis man ikke gnider sæben ind før man skyller. Og der er fundet MRSA i svinekød, ved han nok. Jeg siger det i et let tonefald, drillende, mit næb kan også kvidre. Men hans krop bliver anspændt og øjnene ser tomt på mig. Han er træt af at jeg retter på ham hele tiden. Det var jo med et smil på læben, forsøger jeg. Men det er for sent. Jeg mærker det med det samme, hvordan hans forurettede blik borer sig ind i mig og slår alting i stykker. 

tirsdag den 4. november 2014

Jalousi 3 og mindreværd

Det er følelsen af at en anden får det jeg skulle have haft. Det er angsten for at han skal finde en, der er mere interessant, som ler mere, som ved mere og vejer mindre. En som er alt det jeg gerne vil være, men ikke er. Og på den måde handler det i virkeligheden ikke om dem, men om mig. Hvem kan elske den småfede, den ordinære. Hende, som aldrig rigtig bliver god til noget fordi hun ikke interesserer sig for noget. Fuldfører ingenting. Nørder ingenting. Uinteressant. Fører samtaler uden indhold, træge samtaler der slæber sig afsted, ført an af den anden part af frygt for den pinlige tavshed. Hende, som helst ikke tager beslutninger selv, hvad synes du, siger hun. Hende, som har få venner af samme årsag. Venner som hun i øvrigt aldrig ringer til. Jeg ved virkelig ikke hvorfor de stadig gider. 

lørdag den 1. november 2014

Tosomhed

Min stemme er kold i telefonen. Han lyder glad. Jeg svarer kort og pauserne er lange. Det ligger alt sammen i det usagte.  Det er bedre sådan. I virkeligheden savner jeg ham. Men jeg straffer ham for ikke at elske mig nok, for at være glad når jeg ligger vingeskudt. Han bliver tavs. Jeg siger farvel og lægger på lidt for hurtigt. Bagefter har jeg det elendigt, har lyst til at ringe op igen og græde, sige jeg savner ham. Istedet spiser jeg ungernes fredagsslik. 

Misundelse

Tankerne jager rundt for at finde et værdigt emne. Jeg ser mig selv udefra. Rolig arrogance. Indeni infernalsk larm. Sig dog noget. Spørg om noget. Uduelig. Jeg kan så godt lide ham, vores gæst. Han sprudler. For ung til endnu at være desillusioneret. Jeg krymper i hans selskab, bliver anonym. Nej ordinær og det er værre. 

tirsdag den 28. oktober 2014

Lortemor

Løb en tur idag. Et forsøg på at mærke kroppen, ikke hovedet. Det virkede godt selvom jeg ikke løb langt. Ville ønske jeg kunne få tankerne væk fra de popcorn, der ligger i skabet. Det er altid værst når han ikke er hjemme. Jeg havde en dum morgen. Tabte hovedet og råbte af datter. Højt. Fik det dårligt indeni, sagde undskyld, men hun havde grådkvalte øjne og striber ned af kinderne. Jeg måtte ikke røre hende. Det fik mig til at føle mig ensom. Hendes hænder er så små og fløjlsbløde og det er jo ikke hendes skyld. Jeg må ikke komme med til hendes fødselsdag, siger hun. 

mandag den 27. oktober 2014

Knepperi

Han knepper mig på køkkenbordet. Oveni knækbrødskrummerne foran opvasken fra igår. Jeg havde også lyst. Mine balder flød bare ud på en besynderlig måde, blev delt i fire blævrende dele af køkkenbordskanten. Skal du have pik, spørger han. Benene fægter hjælpeløst i luften. Jeg kommer i tanke om det gavekort til pedicure, som hænger på køleskabet. Det er tæt på udløbsdato. Knep mig, siger jeg. Det tænder ham, hans blik bliver tåget. Jeg kæmper for at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Det sagde hun jeg skulle, sexologen. Men vi var der kun een gang, så jeg tænker der mangler nogle mellemregninger. Han trækker sig ud og kommer i sin højre hånd. Jeg elsker at kneppe dig, siger han. 

søndag den 26. oktober 2014

Genforening

Vi fik talt. Jeg fik en blomst og et kram. Han savner mig. Siger det er fordi jeg er sur hele tiden. Det passer også. Men han er forskallet, mumificeret, lukket ned. De roller har vi indstuderet gennem mange år. Vi kan dem så godt, at vi ikke selv bider mærke i dem mere. Vi forsøger ihvertfald ikke at ændre dem længere. Det er nemmere at flyde ud, flyde med, købe ind. Mælk og bleer. Og kattemad. Indtil man pludselig igen kan se det hele fra sidelinien. Jeg så ham igår. Jeg så hans magi på det modsatte køn. Det falder ham naturligt, bevares, jeg holder det ikke imod ham. Jeg ved det er mig, som er i stykker indeni. Men rationalet hjælper mig ikke i praksis. Latteren. Samtalens intense fortrolighed. Hans alvorlige, lyttende ansigt når hun fortæller. Kroppene som ubevidst spejler hinanden. Jeg var hende engang. 

Jalousi 2

Han kravler op i sengen til mig. Jeg kan mærke det fordi madrassen ryster under mig. Han kysser mig på munden. Er jeg okay. Splittes i to halve indeni. Jeg vil løfte næven og smadre den så hårdt jeg kan ind i hans spørgende ansigt. Råbe noget grimt. Den anden halvdel vil græde, trøstes og ligge i ske. Men selvom jeg prøver, kan jeg ikke. Han føles langt væk bag de lukkede øjne. Jeg bliver nødt til at køre, siger han. Da døren smækker beslutter jeg mig for at tabe mig de 14 kilo jeg vejer for meget. Bagefter spiser jeg Thüringer æbletærte med cremefraiche og går ud og knækker mig.

Jalousi

Vi kørte vores helt eget løb, sagde hun. Om dengang hun og min mand var til fest sammen. Dengang hvor han mødte op på trappestenen med bræk på trøjen. De hælder drinks op igen idag. Hun har en let latter, der kvidrer og kvæler mig. Hvor sjov vil I have mig, spørger hun og ler. Mens drinken fyldes i glasset. Så sjov som muligt siger han. Vi taler sammen alle fire. Jeg siger ikke så meget. Ordene sidder fast i halsen på mig og æder mig op indefra. Hvorfor ser han kun på hende når han taler. Hun er ikke særlig pæn.