søndag den 14. december 2014

Vrede

Vrede er den skabende kraft, den handlende. Vrede giver mig energi og styrke til at stramme op på mit slatne ego. Nok er nok. Ikke mere selvpineri, ikke flere episoder. Jeg er bedre end det. Jeg er stærkere end det, jeg skal vise ham. Vreden iklæder mig et køligt skjold, hans ord og handlinger preller af. Han spurgte ikke engang, han tog bare afsted. Efterlod mig med to pakker penicillin og en baby. Som om det var en menneskeret at tage til julefrokost. Er du klar over hvor træt jeg er af dig, skreg jeg ham ind i hovedet. Dirrende hænder, adrenalin når det er bedst. Følte en underlig ro, da jeg var færdig. Tavsheden, der fulgte var nærmest befriende, ikke tyngende, som den plejer. Men jeg ved, at det er en stakket frist. Lige pludselig emmer energien ud, og efterlader mig med et tomt hul i brystet. Erkendelsen af, at hans forbrydelse ikke matcher straffen, rammer hårdt, det ved jeg fra tidligere. Jeg har ret, han opførte sig tåbeligt. Han skylder mig at sige undskyld, jeg forstår dig, jeg beklager. Men budskabet forsvinder i den eksplosive strøm af ord. Vrede er den handlende kraft for mig, men den lammer mine omgivelser og sårer mine nærmeste. Vender tilbage som en boomerang og får mig ned med nakken. Men indtil da, nyder jeg skuldrenes befriende lethed.

mandag den 8. december 2014

Episode

De brænder lidt på tungen, fedtet får dem til at føles ekstra varme. Alligevel afløser den ene håndfuld den anden. Det lykkedes mig ellers at gå en lang tur med baby og hund. Det var godt for humøret, vejret var mildt og næsten forårsagtigt. Jeg lovede mig selv, at jeg ville sætte musik på og rydde op, når jeg kom hjem. Alligevel kan jeg mærke hvor magtesløs jeg bliver i det øjeblik baby sover og jeg er alene med mig selv. Bunkerne bliver uoverskuelige og selvom jeg ikke har lyst, kan jeg ikke lade være. Det tager fire minutter i mikroovnen. Fire lange minutter, hvor mit hovede forsøger at begribe hvad fanden, der foregår. Jeg har slet ikke lyst til dem. Og alligevel kører jeg dem ind på bemærkelsesværdigt kort tid. Brunkagerne lider samme skæbne, størrelsen er perfekt, man behøver ikke bide af dem. Bare ind med dem, uden nydelse, uden nærmest at smage på dem. Orgiets mål er uden tvivl at tømme henholdsvis skål og pose. Det er en opgave jeg har givet mig selv, og som jeg udfører med militaristisk præcision. Jeg ville ønske det gav mening for mig på et højere plan. Men bagefter føler jeg intet andet end skam og ubehag. Hvad fanden er gevinsten ved det.

torsdag den 4. december 2014

Mors stemme

Det kan ikke nytte noget at bruge tid på det, siger han. Men ordene kører i ring og driver mig til vanvid. Hendes ord har fulgt mig altid. Hendes kritiske røst er blevet en del af mig, jeg hører den enddog, når hun ikke er i rummet. På den måde har hun trænet mig godt. Jeg er nu, midt i mine tredivere, i stand til at pille mig selv ned på et splitsekund. Det skal ikke tage mig lang tid at finde 10 fejl og en helvedes masse ting jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor hun gør det. Kan hun ikke se hvad det gør ved mig? Husker utallige familiesammenkomster, hvor hun brillerer med historier om sin dovne, dvaske datter. Hende, der roder og aldrig hjælper til i huset. Hende, der sjusker. Hende, der tror hun kan læse på universitetet. Det har jo aldrig været dig, siger hun med bebrejdelse i øjnene. Bare vent og se, og hvad sagde jeg. Fik et spørgeskema tilsendt i forbindelse med udmeldingen. Har du haft støtte hjemmefra. Er en, eller begge dine forældre, akademikere. Stort fedt kryds i nej. Sad tilbage og følte mig som et socialt tilfælde. Hvis jeg kunne, ville jeg tage fat i mit tyveårige jeg og klappe hende over målstregen. Jeg kunne have blevet hvad som helst, hvis ikke jeg havde haft så ondt i sjælen. Du har altid haft så travlt med at pille dig selv i navlen, som min mor siger. Du har altid været så skide følsom.

onsdag den 3. december 2014

Berøring

Vi rører aldrig ved hinanden mere. Der var engang hvor du trak mig ind til dig hver aften og lå tæt op af mig hele natten. Dine fingre vandrede op og ned af min arm, mit hår, mens dine øjne var opslugt af filmen. De vandrede ubevidst. Fordi de ikke kunne lade være. Jeg savner dig, sagde jeg. Savner at du rører ved mig. Jeg er bare ikke lige der, var svaret. Noget med bilen, det bliver dyrt at få den repareret. Og renoveringen af huset, som går langsomt. Det føles ensomt.