Græsset er grønnere

Jeg har en følelse af, at jeg skal nå noget. Listen på køkkenbordet er lang.  Endeløse, ligegyldige ting i tilfældig rækkefølge. Dagene forsvinder bare ud i den blå luft, og baby vokser ud af sine stribede bukser. Jeg kan ikke få hul på bylden. Altid et par skridt bagud, men foran i hovedet. Hvad er det jeg egentlig vil have ud af mit liv. Tankespil. Hverdagsdrømme først og fremmest. Jeg vil have et hjem, hvor der er rart at være. Hvor folk kommer forbi til spontane middage, hvor tirsdagens aftensmad er snobrød på stranden. Jeg vil have et rent hjem, som emmer af glitterpapir og dansk design. Jeg vil have den slanke krop, de velklædte børn, den velopdragne hund. En mand, som fortæller alle ved middagsbordet hvor højt han elsker mig. Som stryger mig over håret uden at forvente at jeg tager pikken i munden. Indtil videre strander jeg på; 1. Drop tanken om det perfekte liv, det findes ikke. Brug ikke tid på negative tanker, det du har, og det du er, er godt nok. Nyd det. Den dag du ligger med cancer vil du fortryde din utaknemmelighed. 2. Hvis du er så pisse utilfreds, så gør noget ved det. Inviter en masse venner, slå dejen op til snobrødet, løb en tur. Det er bare at gøre det, sværere er det ikke. 3. Opret en Instagramprofil og pretend.

Finker af panden

Du bliver altid lidt bitter når du drikker, bitter eller krigerisk, sagde jeg. Det kan godt være du har ret, svarede han. Og så landede den der, midt i mit indre kaos, uden skænderiets orgasmiske forløsning.
Han kan ikke komme det nærmere end det. Er det mig, spørger jeg. Går du og undertrykker din irritation i hverdagene, så du bliver nød til at klemme det ud mellem sidebenene på Bourgognen. Nej, svarer han. Ja, svarer han. Måske. Det tror jeg ikke. Skuldertræk. Smørret grin. Rødvinsblanke øjne.
Tilbage sidder jeg og smager på det beske, som pludselig forlod hans mund. Vi lader den ligge der imellem os. Men ude på badeværelset kan jeg alligevel ikke lade være. I smug begynder dissektionen af ord. Analysen er omhyggelig, konklusionen kendt på forhånd.

Min mor og jeg

Jeg fryser. Min mor siger, at vi ikke skal vente så længe, jeg skal lade være at skabe mig. Parkeringspladsen er næsten tom og det er begyndt at blive mørkt. Jeg kan næsten ikke mærke mine tæer i gummistøvlerne, jeg glæder mig. Hans forældre er søde, de har et bassin med karper i haven og hans far gav mig en nøglering. Jeg måtte selv vælge, han havde en hel kasse. Så kommer bilen. Lygterne fejer henover pladsen og min mor lyser op. Hun tager fat i min hånd og trækker mig fremad, mine tæer værker i støvlen. Men det er ikke ham i bilen, han har brændt os af, siger hun. Jeg kan høre noget fremmed i hendes stemme. Hendes mund trækker nedad og hendes øjne bliver hårde. Jeg kan ikke huske hans navn.

Flashback

Min mor griner højt. De tumler rundt på sofaen, han niver hende i lårene. Lad være, råber hun, men jeg kan se at hun kan lide det. Jeg sidder ved hans bord, det er ikke vores. Hele hans lejlighed er fyldt med fremmede ting. Jeg har fået et stort værelse med mit eget skrivebord og et skab. Vi har ikke haft tid til at hente mit legetøj. Nu kysser de. Lange, våde kys. Har lyst til at vælte det glas mælk, der står på bordet. Kradse figurer i det lyse spisebord. Forsøger at kigge ud af vinduet istedet. Alle husene er ens. Gule, tætpakkede rækkehuse, uden spor af liv. Kvælende anonymt månelandskab, jeg kan ikke være i min krop. Jeg kan lige akkurat være i skabet. Tegner grimme vortedamer i lommelygtens skær, befrier dem med viskelæder og farveblyanter. Svulmende røde læber, lyst bølgende hår. Forvandling.

Dyreanalogier

I hendes øjne er han konge. Alt der forlader hans mund bliver ophøjet til sandheder, hans ord er lov og smager af fløde. Hun er katten om benet. Kælen og legesyg. Sulten efter berøring og tryghed, et fast tag i nakken. Hun er min veninde. Jeg kender hende for godt. Jeg tolererer det, fordi jeg holder af hende, vi har vel alle vores særheder. Jeg genkender en sårbarhed i hende, en smerte, et sort hul af savn og en higen efter anerkendelse. Hun skifter farve som en kamæleon, tilpasser sig hans meninger, hans musiksmag, hans craving efter flæskesteg til aften. Ingen laver flæskesteg som han. Hun springer op og henter kaffe. Vimser rundt om ham som om tæve i løbetid. Skid hul i, at jeg har bagt brød, passet unger og dækket morgenbord. Har han sovet godt. Er der andet han trænger til. Det er der ikke, men kaffen er perfekt. Rend mig i røven.

Den pæne pige

Det var en mærkelig sofa. Ubekvem, svær at finde sig til rette i. Rummet var stort og fyldt med kunst. Malerier, skulpturer, det var svært at holde fokus. Hun var ikke hjertelig på nogen måde. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Der stod en boks med kleenex på bordet, gad vide om det forventes, at jeg græder. Hun havde benene over kors, tilbagelænet, små vurderende øjne. Jeg koger indeni. Hvis bare min krop kunne finde ro i designersofaen. Har du altid været en pæn pige, spørger hun. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Spørgsmålet kommer bag på mig, gør mig forlegen. Jeg kan jo ikke lide at prale. Forsøger at svare alligevel. Hun kigger op fra blokken, løfter øjenbrynene og ser direkte på mig. Hun morer sig indvendigt. Hun mente det i overført betydning. Jeg kan se undertrykt latter i hendes ansigt. Har lyst til at løbe min vej mens hun skriver løs på sin hvide blok. Men jeg bliver siddende med hænderne i skødet, smilende og behagesyg.

Mortens and

Jeg har ikke lyst. Det er hans tradition, ikke min. Hvornår er jeg nogensinde blevet spurgt. Vi skal være der om en halv time, er jeg klar. Skal han tage ungerne og køre i forvejen, så jeg kan gå i bad i fred og ro. Jeg trækker på skuldrene. Han forsøger igen, gyder olie på vand. Det er kun fordi vi skal derop, at han overhovedet forsøger. Fordi han vil le og drikke vin sammen med sine. Han vil ikke være uvenner, siger han. Men jeg ved hvorfor og straffer ham for det. Selskabet mærker det også. Tavsheden, den manglende berøring. De lidt for korte svar på hans kække henvendelse. Han bliver kærlig efter den første halve flaske. Det krampagtige forsvinder, han indfanger mig og kysser mig mod min vilje.  Han elsker mig, savner mig, jeg kan mærke ham og oprigtigheden i de berusede øjne. Jeg ville ønske jeg også kunne mærke ham når han er ædru. Gudskelov er hun her ikke.

Uddrivning

Jeg ser dem så snart jeg kommer ind i butikken. Jeg skulle bare lige handle rugbrød og bleer, men i bilen på vej derned begynder tankerne allerede at slå knuder. Jeg har det skidt efter igår. Tavsheden ligger stadig som en tung dyne i huset. Det er en pakke med fire. Jeg har stadig den klaustrofobiske fornemmelse i kroppen. Jeg overvejer om jeg skal lægge dem i kurven, er det virkelig det jeg vil. Men pakken ligger der allerede. Jeg forsøger at huske hvad ungerne ville have med på madpakken. Jeg tåger rundt i butikken, pakken dækkes til af bananer og toiletpapir. Du kan nå det endnu, læg den tilbage, mærk hvordan dine lår skvulper og slider sig mod hinanden. Der er lang kø ved kassen. Jeg har lyst til at grave pakken frem og brække et lille stykke af. Casual. Som en, der bare lige skal booste det lave blodsukker efter en lang arbejdsdag. Så læg dem dog tilbage. Jeg lægger dem øverst i posen. De smager af margarine, ikke af smør som hos bageren. Jeg tager store bidder, mærker kroppen slappe af, det føles rart. Jeg smider den tomme pakke ud i den store skraldespand ved vejen. Ude på badeværelset forsøger jeg at gøre det stille. Fanger mit ophovne ansigt i spejlet. Snot og tårer. Rødsprængt. Hvordan kan han ikke vide det. 

Misforstået

Det var god rødvin og virkningen var så småt ved at sætte ind. Bare et enkelt glas. For at mærke kroppen slappe af og give hovedet en pause. Han lavede mad. Baby lå på køkkenbordet med sine store blå øjne. Blev pludselig grebet af en angst for at miste ham. Tænk hvis han fik cancer. Eller kørte galt. Billederne afspilledes i slowmotion i mit hovede. Jeg skammer mig. Vi har det godt. Vi taler sammen, der er fredagsstemning. Jeg kommenterer hans måde at vaske hænder på, de bliver ikke rene hvis man ikke gnider sæben ind før man skyller. Og der er fundet MRSA i svinekød, ved han nok. Jeg siger det i et let tonefald, drillende, mit næb kan også kvidre. Men hans krop bliver anspændt og øjnene ser tomt på mig. Han er træt af at jeg retter på ham hele tiden. Det var jo med et smil på læben, forsøger jeg. Men det er for sent. Jeg mærker det med det samme, hvordan hans forurettede blik borer sig ind i mig og slår alting i stykker. 

Jalousi 3 og mindreværd

Det er følelsen af at en anden får det jeg skulle have haft. Det er angsten for at han skal finde en, der er mere interessant, som ler mere, som ved mere og vejer mindre. En som er alt det jeg gerne vil være, men ikke er. Og på den måde handler det i virkeligheden ikke om dem, men om mig. Hvem kan elske den småfede, den ordinære. Hende, som aldrig rigtig bliver god til noget fordi hun ikke interesserer sig for noget. Fuldfører ingenting. Nørder ingenting. Uinteressant. Fører samtaler uden indhold, træge samtaler der slæber sig afsted, ført an af den anden part af frygt for den pinlige tavshed. Hende, som helst ikke tager beslutninger selv, hvad synes du, siger hun. Hende, som har få venner af samme årsag. Venner som hun i øvrigt aldrig ringer til. Jeg ved virkelig ikke hvorfor de stadig gider. 

Tosomhed

Min stemme er kold i telefonen. Han lyder glad. Jeg svarer kort og pauserne er lange. Det ligger alt sammen i det usagte.  Det er bedre sådan. I virkeligheden savner jeg ham. Men jeg straffer ham for ikke at elske mig nok, for at være glad når jeg ligger vingeskudt. Han bliver tavs. Jeg siger farvel og lægger på lidt for hurtigt. Bagefter har jeg det elendigt, har lyst til at ringe op igen og græde, sige jeg savner ham. Istedet spiser jeg ungernes fredagsslik. 

Misundelse

Tankerne jager rundt for at finde et værdigt emne. Jeg ser mig selv udefra. Rolig arrogance. Indeni infernalsk larm. Sig dog noget. Spørg om noget. Uduelig. Jeg kan så godt lide ham, vores gæst. Han sprudler. For ung til endnu at være desillusioneret. Jeg krymper i hans selskab, bliver anonym. Nej ordinær og det er værre.