tirsdag den 27. januar 2015

Efterspørgsel

Nogen gange savner jeg at læse blogs, som kryber under huden på en. Jeg savner at læse med på Dronningen af Amager og Dines for eksempel. Der er et hav af bloggere derude, som skriver godt, og som jeg trofast læser med på. Men få har formået at beskrive livet på godt og ondt, så hudløst og vedkommende som dem. Men deres lige findes givetvis. Hvis du kender til en anbefalelsesværdig blog, der tager pusten fra en, så smid et link.

mandag den 26. januar 2015

Velbekommen

Vi er samlet omkring bordet. Ordene forlader munden med træghed, mens maden bliver fordelt på det hvide Ikea-stel. Jeg vælger et emne, stilheden bliver for trykkende. Ordene finder vej til min bror, min forsigtige, unge bror, mærket af de samme dæk, som har tromlet mig. Han er blevet voksen. Han har truffet gode, fornuftige valg for sig selv. Hans øjne lyser op og låser sig fast til mine. Men uovervejede ord lever ikke længe i barndomshjemmet. Jeg ser på, mens hun dissekerer hans sætninger, vender hans ord imod ham selv og afliver den samtale, som hun ikke var en del af til at begynde med. Hun er djævelens advokat. Og jeg er diplomaten, som forsøger at sætte punktummer og samle op. Små vingeskudte beretninger, som skulle have gjort hende stolt. Men som i stedet ligger hjælpeløse og basker nede i Knorrs smagløse klister.

søndag den 25. januar 2015

Døm ikke

Til dig, som kender mig og har endevendt min blog. Døm ikke. Bliv ikke vred. Bliv ikke skuffet. Jeg er ked af, hvis jeg har såret dig. Husk, det er øjebliksbilleder fra en lang og sammensat film. Jeg tænker, det kun kan være dig. Døm ikke. 

mandag den 19. januar 2015

På tirsdag

Hun aflyste vores aftale samme dag. Et kort telefonopkald, hun var blevet syg. Ville ikke smitte baby. Det er okay, sagde jeg. God bedring. Men det var overhovedet ikke okay. Min mave vred sig sammen til en hård knude. Jeg kunne høre på hendes stemme, at det ikke var sandt. En af de små hvide løgne vi fortæller, for at skåne hinanden fra sandheden. Dagen før havde hun skrevet og spurgt ind til hvor længe jeg blev, om jeg skulle hente børn. Det skulle jeg bestemt ikke, larmende, glade ord. Jeg skulle ikke nå noget, hvor blev det dejligt at se hende, vi havde masser af tid. Idiotisk. Hun kunne ikke overskue, at vi kom. Der var noget eller nogen hun hellere ville. Måske kan vi gøre det næste tirsdag, foreslog hun. Lad os ringes ved. Idag er næste tirsdag og telefonen er stadig tavs.

fredag den 16. januar 2015

Dementi

Indlæggene lader vente på sig. Jeg tør ikke rigtig give slip. Selvom det var meningen med projektet, at lade ordene flyde og sjælen ånde. Jeg kan mærke det gør mig godt at få skrevet tankerne ned. På den måde er det en sund proces, også selvom den først lige er startet, og jeg hverken er helt eller halvt i mål. Men der er også en del af mig, som ikke vil nøjes med at skrive for egen skyld. Den del af mig sidder spændt og venter på, om ordene giver genlyd i den virkelige verden. Findes der mon nogen derude, som kan genkende de skygger, jeg kæmper imod. Samtidig bliver jeg grebet af frygt for at blive afsløret. Jeg har netop valgt en anonym blog, fordi jeg ikke ønsker at blive genkendt som person. Og så er vi tilbage til det med indlæggene, der lader vente på sig. Hvor mange små detaljer skal man egentlig skrive, før folk stykker historien sammen. Og hvad er oddsene for, at en af de to, som følger mig på bloglovin, er en der kender mit borgerlige navn. Nok ca det samme, som at vinde i Lotto. Men alligevel. Og kender jeg egentlig nogen, der arbejder på telefonsex.de. Siden de bruger tid på at kigge forbi. Men altså. Bare lige for min egen sjælefreds skyld: Hvis du synes du kender mig, så husk, at bloggen her er min netbaserede skraldespand. Jeg er mere og andet end min skygge.

fredag den 9. januar 2015

Fornærmelsen

Hun så det med det samme. Det var et akavet øjeblik. Men jeg frydede mig hele vejen ned til kassen over hendes ansigtsudtryk, da det gik op for hende. Baby sad og tronede i vognen som en lille tyk bjørn. I går ville damen ikke låne kundetoilettet ud. Desværre, det er vores politik, jeg må ikke for min chef. Pakker med skivet hamburgerryg fløj op af papkassen og ind i kølemontren. Ud af øjenkrogen fanger hun pludselig noget formildende og lyser op. Selvfølgelig, hvis der er særlige omstændigheder, siger hun indforstået. Med øjnene fæstnet på min mave. Jakken står åben og vidner om den sørgelige forfatning efter barn nummer tre. Det er der ikke, siger jeg, måske lidt skingert. Jamen er du sikker, råber hun efter mig. Tydeligvis skamfuld over at have nægtet en gravid kvinde adgang til toilettet. Jeg håber hun skammer sig endnu mere idag. Det gør jeg ihvertfald.

tirsdag den 6. januar 2015

Veninden

Hun er ked af det i telefonen. Der er ikke nogen gode mænd tilbage, de kan rende hende allesammen. Ham med de lumre sms'er er endelig røget ud, og jeg jubler indeni, for hun er bedre end det. Men jeg siger ikke noget. Hun er skrøbelig og gennemsigtig som glas. Det er hende, der taler. Julen hos forældrene. Nytåret, som hun tilbragte alene, fordi hun ikke kunne klare flere skuffelser. Ikke mere drama, tak. Jeg lytter til de forslåede ord pakket ind hendes forsigtige latter. Jeg ser igennem hende, forstår hvorfor hun er som hun er. Nok mere end hun forstår sig selv. Indimellem er der pauser, hvor det forventes jeg siger noget. Indeni har jeg alle de rigtige ord, men de flagrer rundt i halve sætninger og stjæler øjeblikket. Tavsheden bliver et sekund for lang. Hun trækker vejret ind og skifter emne, hvordan går det med mig, hvad med børnene, med manden. Jo, tak det går fint. Datteren har lært at cykle. Vi bliver modsætninger lige der. Fordi mine ord ikke når frem i tide. Jeg ville ønske jeg havde nemmere ved ord.

mandag den 5. januar 2015

Søren Ryge

Sutter du ikke min pik, spørger han med lige dele håb og humor. Jeg havde frygtet han ville spørge. Af en eller anden grund kan jeg altid mærke, når spørgsmålet trænger sig på. Så er det noget med ikke at sidde for tæt i sofaen. På den måde kan jeg vinde lidt tid, trække pinen ud før den kulminerer i, enten afvisning, eller med mig på alle fire på den gråstribede pude. Det handler om at vide hvor grænsen går. Hvor mange afvisninger en mand kan bære, hvor mange der er ret og rimeligt. Kunsten er, at vide hvornår man må ofre sig for husfredens skyld og udføre et modvilligt stykke arbejde. Men du skal komme hurtigt, for jeg er træt og baby vågner snart. Puden ligger forkert, lige et øjeblik. Det er også en lorteelastik, den kan jo ikke holde en hestehale, øjeblik. Du lover, du kommer hurtigt, ikke. Jeg lytter til Søren Ryge, der går rundt i sin overdimensionerede have og snakker om skvalderkål. Min mund arbejder automatisk, op, ned, rundt, hånden masserer. Jeg er ude af træning, kæberne værker allerede. Kig på mig, befaler han og jeg ser ind i hans liderlige øjne. Det breder sig som pesten. Kvæler alle de små grønne spirer, hvis man ikke passer på, siger Søren. Bare han snart er færdig. Han stopper mig, da han er lige ved at komme. Skal jeg ikke lige kneppe dig, spørger han kælent. Det skal han ikke. Ordene snapper ud efter ham, snerrer og hvæser af hans oprejste lem. Hans øjne ser forskrækkede ud, inden han lukker dem. Fem sekunder efter får han udløsning i min mund. Men forløsningen udebliver. Kvalt af min hårde tone. Det er spildt arbejde, siger Søren og ser opgivende på et blomsterbed, hvor skvalderkålen for længst har taget over.

søndag den 4. januar 2015

Skibet er ladet med

Jeg har en uro i kroppen. Traver hvileløst ind og ud af rum, åbner køkkenskabe. Bliver mødt af den samme pakke rugbrød og udvalg af konserves som for tyve minutter siden. Ender med et skåret æble. Dypper det i bægeret med vanillesukker. I starten bare et lille dyp. Senere grådigt og gravende. Æblebåden sejler i pendulfart med bjerge af vanillesukker. Frem og tilbage med nærmest rytmisk bevægelse, indtil bægeret er tømt for syntetisk pulver. Kigger ned af mig selv og det fine sneagtige lag, som æblebåden har smidt af sig i farten. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om æbler. Går i seng samme aften med vanilleduftende patter.