Veninden

Hun er ked af det i telefonen. Der er ikke nogen gode mænd tilbage, de kan rende hende allesammen. Ham med de lumre sms'er er endelig røget ud, og jeg jubler indeni, for hun er bedre end det. Men jeg siger ikke noget. Hun er skrøbelig og gennemsigtig som glas. Det er hende, der taler. Julen hos forældrene. Nytåret, som hun tilbragte alene, fordi hun ikke kunne klare flere skuffelser. Ikke mere drama, tak. Jeg lytter til de forslåede ord pakket ind hendes forsigtige latter. Jeg ser igennem hende, forstår hvorfor hun er som hun er. Nok mere end hun forstår sig selv. Indimellem er der pauser, hvor det forventes jeg siger noget. Indeni har jeg alle de rigtige ord, men de flagrer rundt i halve sætninger og stjæler øjeblikket. Tavsheden bliver et sekund for lang. Hun trækker vejret ind og skifter emne, hvordan går det med mig, hvad med børnene, med manden. Jo, tak det går fint. Datteren har lært at cykle. Vi bliver modsætninger lige der. Fordi mine ord ikke når frem i tide. Jeg ville ønske jeg havde nemmere ved ord.