Velbekommen

Vi er samlet omkring bordet. Ordene forlader munden med træghed, mens maden bliver fordelt på det hvide Ikea-stel. Jeg vælger et emne, stilheden bliver for trykkende. Ordene finder vej til min bror, min forsigtige, unge bror, mærket af de samme dæk, som har tromlet mig. Han er blevet voksen. Han har truffet gode, fornuftige valg for sig selv. Hans øjne lyser op og låser sig fast til mine. Men uovervejede ord lever ikke længe i barndomshjemmet. Jeg ser på, mens hun dissekerer hans sætninger, vender hans ord imod ham selv og afliver den samtale, som hun ikke var en del af til at begynde med. Hun er djævelens advokat. Og jeg er diplomaten, som forsøger at sætte punktummer og samle op. Små vingeskudte beretninger, som skulle have gjort hende stolt. Men som i stedet ligger hjælpeløse og basker nede i Knorrs smagløse klister.