Dementi

Indlæggene lader vente på sig. Jeg tør ikke rigtig give slip. Selvom det var meningen med projektet, at lade ordene flyde og sjælen ånde. Jeg kan mærke det gør mig godt at få skrevet tankerne ned. På den måde er det en sund proces, også selvom den først lige er startet, og jeg hverken er helt eller halvt i mål. Men der er også en del af mig, som ikke vil nøjes med at skrive for egen skyld. Den del af mig sidder spændt og venter på, om ordene giver genlyd i den virkelige verden. Findes der mon nogen derude, som kan genkende de skygger, jeg kæmper imod. Samtidig bliver jeg grebet af frygt for at blive afsløret. Jeg har netop valgt en anonym blog, fordi jeg ikke ønsker at blive genkendt som person. Og så er vi tilbage til det med indlæggene, der lader vente på sig. Hvor mange små detaljer skal man egentlig skrive, før folk stykker historien sammen. Og hvad er oddsene for, at en af de to, som følger mig på bloglovin, er en der kender mit borgerlige navn. Nok ca det samme, som at vinde i Lotto. Men alligevel. Og kender jeg egentlig nogen, der arbejder på telefonsex.de. Siden de bruger tid på at kigge forbi. Men altså. Bare lige for min egen sjælefreds skyld: Hvis du synes du kender mig, så husk, at bloggen her er min netbaserede skraldespand. Jeg er mere og andet end min skygge.