mandag den 19. januar 2015

På tirsdag

Hun aflyste vores aftale samme dag. Et kort telefonopkald, hun var blevet syg. Ville ikke smitte baby. Det er okay, sagde jeg. God bedring. Men det var overhovedet ikke okay. Min mave vred sig sammen til en hård knude. Jeg kunne høre på hendes stemme, at det ikke var sandt. En af de små hvide løgne vi fortæller, for at skåne hinanden fra sandheden. Dagen før havde hun skrevet og spurgt ind til hvor længe jeg blev, om jeg skulle hente børn. Det skulle jeg bestemt ikke, larmende, glade ord. Jeg skulle ikke nå noget, hvor blev det dejligt at se hende, vi havde masser af tid. Idiotisk. Hun kunne ikke overskue, at vi kom. Der var noget eller nogen hun hellere ville. Måske kan vi gøre det næste tirsdag, foreslog hun. Lad os ringes ved. Idag er næste tirsdag og telefonen er stadig tavs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar