Tilbagefald

I lang tid gik det godt. Bloggen blev sat på standby, mest fordi jeg trættedes ved mit eget deprimerende navlepilleri. Men så vendte bøtten og de gamle vaner og mønstre fik mig ned med nakken een gang til, for hundredeogtyvende gang, jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er helbredt. Ha. Jeg hader, når jeg kommer ud af kontrol. Selvom det efterhånden sker sjældent, og jeg er blevet bedre til at tøjle tilbøjeligheden, så rammer det stadig hårdt. For nylig var jeg i et forum, hvor snakken faldt på diverse psykiske lidelser i gruppen, en åbenlys lejlighed til at gå til bekendelse, melde sig under fanen af unge kvinder, der har, eller har haft, ondt i sjælen. Men jeg sagde ingenting, sad bare der og lyttede til deres inderste og lignede en, der var ovenpå, hende den perfekte med lattebillederne på instagram og de renskurede unger. Jeg er ligesom Jer, havde jeg lyst til at råbe. Men det er så fucking pinligt at fortælle andre, at man æder så uhæmmet, at man bliver nød til at stikke fingrene i halsen bagefter. Og overleveringen er faktisk ikke engang det værste. Det værste kommer bagefter. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med nogen, som spekulerer over om jeg mon går ud og knækker mig, når jeg går på toilettet eller tager et stykke kage mere. Så jeg smiler og lytter og drikker min latte.