Vi fik talt. Jeg fik en blomst og et kram. Han savner mig. Siger det er fordi jeg er sur hele tiden. Det passer også. Men han er forskallet, mumificeret, lukket ned. De roller har vi indstuderet gennem mange år. Vi kan dem så godt, at vi ikke selv bider mærke i dem mere. Vi forsøger ihvertfald ikke at ændre dem længere. Det er nemmere at flyde ud, flyde med, købe ind. Mælk og bleer. Og kattemad. Indtil man pludselig igen kan se det hele fra sidelinien. Jeg så ham igår. Jeg så hans magi på det modsatte køn. Det falder ham naturligt, bevares, jeg holder det ikke imod ham. Jeg ved det er mig, som er i stykker indeni. Men rationalet hjælper mig ikke i praksis. Latteren. Samtalens intense fortrolighed. Hans alvorlige, lyttende ansigt når hun fortæller. Kroppene som ubevidst spejler hinanden. Jeg var hende engang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar