Mors stemme

Det kan ikke nytte noget at bruge tid på det, siger han. Men ordene kører i ring og driver mig til vanvid. Hendes ord har fulgt mig altid. Hendes kritiske røst er blevet en del af mig, jeg hører den enddog, når hun ikke er i rummet. På den måde har hun trænet mig godt. Jeg er nu, midt i mine tredivere, i stand til at pille mig selv ned på et splitsekund. Det skal ikke tage mig lang tid at finde 10 fejl og en helvedes masse ting jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor hun gør det. Kan hun ikke se hvad det gør ved mig? Husker utallige familiesammenkomster, hvor hun brillerer med historier om sin dovne, dvaske datter. Hende, der roder og aldrig hjælper til i huset. Hende, der sjusker. Hende, der tror hun kan læse på universitetet. Det har jo aldrig været dig, siger hun med bebrejdelse i øjnene. Bare vent og se, og hvad sagde jeg. Fik et spørgeskema tilsendt i forbindelse med udmeldingen. Har du haft støtte hjemmefra. Er en, eller begge dine forældre, akademikere. Stort fedt kryds i nej. Sad tilbage og følte mig som et socialt tilfælde. Hvis jeg kunne, ville jeg tage fat i mit tyveårige jeg og klappe hende over målstregen. Jeg kunne have blevet hvad som helst, hvis ikke jeg havde haft så ondt i sjælen. Du har altid haft så travlt med at pille dig selv i navlen, som min mor siger. Du har altid været så skide følsom.