Tilbagefald

I lang tid gik det godt. Bloggen blev sat på standby, mest fordi jeg trættedes ved mit eget deprimerende navlepilleri. Men så vendte bøtten og de gamle vaner og mønstre fik mig ned med nakken een gang til, for hundredeogtyvende gang, jeg bilder ellers mig selv ind, at jeg er helbredt. Ha. Jeg hader, når jeg kommer ud af kontrol. Selvom det efterhånden sker sjældent, og jeg er blevet bedre til at tøjle tilbøjeligheden, så rammer det stadig hårdt. For nylig var jeg i et forum, hvor snakken faldt på diverse psykiske lidelser i gruppen, en åbenlys lejlighed til at gå til bekendelse, melde sig under fanen af unge kvinder, der har, eller har haft, ondt i sjælen. Men jeg sagde ingenting, sad bare der og lyttede til deres inderste og lignede en, der var ovenpå, hende den perfekte med lattebillederne på instagram og de renskurede unger. Jeg er ligesom Jer, havde jeg lyst til at råbe. Men det er så fucking pinligt at fortælle andre, at man æder så uhæmmet, at man bliver nød til at stikke fingrene i halsen bagefter. Og overleveringen er faktisk ikke engang det værste. Det værste kommer bagefter. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med nogen, som spekulerer over om jeg mon går ud og knækker mig, når jeg går på toilettet eller tager et stykke kage mere. Så jeg smiler og lytter og drikker min latte.

Bjørnen sover

Jeg råber af hende, fordi hun ikke hører hvad jeg siger, river bjørnen ud af hånden på hende, så hør dog efter, dyret flyver gennem luften og lyden af væggen forsvinder næsten i den bløde pels. Ansigtet ser forskrækket op, de klare blå øjne, som jeg elsker for alt i verden, hun løber fra mig, gemmer sin lille, rystende krop under dynen. Synes du jeg er grim mor, spørger hun, mens tårerne klistrer håret sammen i våde totter. Jeg har lyst til at begrave mit ansigt i hendes dejlighed og græde, men jeg må være voksen nu, råde bod, tørre tårer og undskylde uforbeholdent overfor hr. Bjørn, som vi fisker ud fra sofaens mørke. 

Regression

I hendes selskab bliver jeg tretten år igen. Amputeret og hjælpeløs, ude af stand til at træffe voksne beslutninger. Hendes stikkende bemærkninger sniger sig ind under huden og piller årene af mig et for et. Dagene efter bruger jeg på at finde mig selv igen, på indestængt vrede og forsinkede, snappy come backs som jeg skulle have afleveret i situationen. Stegen var for rød, gulvet for beskidt, bestikket forkert, knivene er ikke ens, det ser da ikke godt ud. Hvorfor har jeg egentlig ikke købt noget nyt, det kan jeg vel overkomme. Så ved du hvad jeg ønsker mig i fødselsdagsgave, forsøger jeg. Men hun er hurtig og får endnu et slag ind, mens paraderne er nede. Det er umuligt at købe noget til mig, jeg er for kræsen, for sær, der er ikke noget bestik i verden som er godt nok til mig. Latter. Og så er hun videre. Hun tromler derudaf uden at se sig tilbage og jeg ånder lettet op, da døren lukker bag hende. Jeg er da pisse ligeglad med bestik.

Samvær

Jeg græder mens dørene lukkes, der er lang vej til København. Du er for lille til at forstå det, sagde hun, senere vil du takke mig. Sidste gang jeg så ham, havde han en dukke med. En med brune krøller og døde, glasagtige øjne. Hun vinker, mens toget sætter i bevægelse, og jeg ser hende blive mindre og mindre, mens klumpen i min hals bliver større og truer med at kvæle mig. Senere i supermarkedet vil han vide hvad jeg vil have til morgenmad. Han slår storsindet ud med hånden, valgmulighederne er uendelige. Du må da have en mening om det, siger han irriteret. Det har jeg ikke, men det har hans nye børn og så ender vi med en pakke Choco Pops. Nok var jeg var lille, men ikke for lille til at forstå det. Og tak har jeg aldrig sagt.

Moralens vogter

Han tænder på mig. Det er ikke svært at se, hun ser det også. Men hun er stærk af sind og lader sig ikke kue. Jeg ser, fuld af beundring, hvordan hun dresserer ham med blikket, markerer sit territorium med tonefald og let berøring. Jeg glider af på kemien af respekt for hende, afviger flirten og taler ikke til ham. Men hans øjne møder alligevel mine over maden og sender varme gennem min krop. Jeg har altid væmmedes de typer, som ikke evner at læse deres medmennesker. Dem som åbenlyst lader sig styre af drifter og se-mig-tendenser. Dem, som flirter fordi det føles fedt for dem selv, og fordi en flirt altid kan påberåbes at være det pure opspind, et produkt af den anden parts vilde fantasi. Sådan er jeg ikke selv. Men i mørket under bordet nyder jeg varmen fra hans ben, der læner sig og den kildrende fornemmelse i mit underliv.

Marathon

Livet er så pisse kort, at det stresser mig at skulle nå det hele. Alt det, der virkelig betyder noget, skal kiles ind mellem bunker af vasketøj og diverse andre huslige must-do opgaver. Jeg slider for at nå det hele, men har en underlig fornemmelse af, at jeg aldrig når helt i mål. Det er som om målstregen hele tiden flytter sig fremad, mens jeg anstrenger mig for at løbe de sidste få meter. Når posten med saftevand og Snickers dukker op, er jeg så forbandet forpustet, at jeg ikke mærker tørsten blive slukket. Jeg er allerede videre, blikket vendt mod horisonten. Et fucking evighedsmarathon. Hvem er det egentlig, der har meldt mig til?

Faderen

Jeg gjorde mig umage med håndskriften, bogstaverne skulle stå lige. Det var vigtigt. Jeg havde fået karakterne samme dag, jeg var blandt de bedste i klassen. Hvert fag på hver sin linie, sirligt svungne bogstaver efterfulgt at tal. Han skulle vide det, synes jeg. Der gik lang tid før jeg fik et brev tilbage, sådan er han, sagde min mor, det bliver aldrig bedre. Jeg læste tre tætskrevne sider om hans nye børn. Så lagde jeg brevet i den æske, som jeg senere brændte. Jeg ville ønske jeg havde gemt det.