Veninden

Hun er ked af det i telefonen. Der er ikke nogen gode mænd tilbage, de kan rende hende allesammen. Ham med de lumre sms'er er endelig røget ud, og jeg jubler indeni, for hun er bedre end det. Men jeg siger ikke noget. Hun er skrøbelig og gennemsigtig som glas. Det er hende, der taler. Julen hos forældrene. Nytåret, som hun tilbragte alene, fordi hun ikke kunne klare flere skuffelser. Ikke mere drama, tak. Jeg lytter til de forslåede ord pakket ind hendes forsigtige latter. Jeg ser igennem hende, forstår hvorfor hun er som hun er. Nok mere end hun forstår sig selv. Indimellem er der pauser, hvor det forventes jeg siger noget. Indeni har jeg alle de rigtige ord, men de flagrer rundt i halve sætninger og stjæler øjeblikket. Tavsheden bliver et sekund for lang. Hun trækker vejret ind og skifter emne, hvordan går det med mig, hvad med børnene, med manden. Jo, tak det går fint. Datteren har lært at cykle. Vi bliver modsætninger lige der. Fordi mine ord ikke når frem i tide. Jeg ville ønske jeg havde nemmere ved ord.

Søren Ryge

Sutter du ikke min pik, spørger han med lige dele håb og humor. Jeg havde frygtet han ville spørge. Af en eller anden grund kan jeg altid mærke, når spørgsmålet trænger sig på. Så er det noget med ikke at sidde for tæt i sofaen. På den måde kan jeg vinde lidt tid, trække pinen ud før den kulminerer i, enten afvisning, eller med mig på alle fire på den gråstribede pude. Det handler om at vide hvor grænsen går. Hvor mange afvisninger en mand kan bære, hvor mange der er ret og rimeligt. Kunsten er, at vide hvornår man må ofre sig for husfredens skyld og udføre et modvilligt stykke arbejde. Men du skal komme hurtigt, for jeg er træt og baby vågner snart. Puden ligger forkert, lige et øjeblik. Det er også en lorteelastik, den kan jo ikke holde en hestehale, øjeblik. Du lover, du kommer hurtigt, ikke. Jeg lytter til Søren Ryge, der går rundt i sin overdimensionerede have og snakker om skvalderkål. Min mund arbejder automatisk, op, ned, rundt, hånden masserer. Jeg er ude af træning, kæberne værker allerede. Kig på mig, befaler han og jeg ser ind i hans liderlige øjne. Det breder sig som pesten. Kvæler alle de små grønne spirer, hvis man ikke passer på, siger Søren. Bare han snart er færdig. Han stopper mig, da han er lige ved at komme. Skal jeg ikke lige kneppe dig, spørger han kælent. Det skal han ikke. Ordene snapper ud efter ham, snerrer og hvæser af hans oprejste lem. Hans øjne ser forskrækkede ud, inden han lukker dem. Fem sekunder efter får han udløsning i min mund. Men forløsningen udebliver. Kvalt af min hårde tone. Det er spildt arbejde, siger Søren og ser opgivende på et blomsterbed, hvor skvalderkålen for længst har taget over.

Skibet er ladet med

Jeg har en uro i kroppen. Traver hvileløst ind og ud af rum, åbner køkkenskabe. Bliver mødt af den samme pakke rugbrød og udvalg af konserves som for tyve minutter siden. Ender med et skåret æble. Dypper det i bægeret med vanillesukker. I starten bare et lille dyp. Senere grådigt og gravende. Æblebåden sejler i pendulfart med bjerge af vanillesukker. Frem og tilbage med nærmest rytmisk bevægelse, indtil bægeret er tømt for syntetisk pulver. Kigger ned af mig selv og det fine sneagtige lag, som æblebåden har smidt af sig i farten. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om æbler. Går i seng samme aften med vanilleduftende patter.

Vrede

Vrede er den skabende kraft, den handlende. Vrede giver mig energi og styrke til at stramme op på mit slatne ego. Nok er nok. Ikke mere selvpineri, ikke flere episoder. Jeg er bedre end det. Jeg er stærkere end det, jeg skal vise ham. Vreden iklæder mig et køligt skjold, hans ord og handlinger preller af. Han spurgte ikke engang, han tog bare afsted. Efterlod mig med to pakker penicillin og en baby. Som om det var en menneskeret at tage til julefrokost. Er du klar over hvor træt jeg er af dig, skreg jeg ham ind i hovedet. Dirrende hænder, adrenalin når det er bedst. Følte en underlig ro, da jeg var færdig. Tavsheden, der fulgte var nærmest befriende, ikke tyngende, som den plejer. Men jeg ved, at det er en stakket frist. Lige pludselig emmer energien ud, og efterlader mig med et tomt hul i brystet. Erkendelsen af, at hans forbrydelse ikke matcher straffen, rammer hårdt, det ved jeg fra tidligere. Jeg har ret, han opførte sig tåbeligt. Han skylder mig at sige undskyld, jeg forstår dig, jeg beklager. Men budskabet forsvinder i den eksplosive strøm af ord. Vrede er den handlende kraft for mig, men den lammer mine omgivelser og sårer mine nærmeste. Vender tilbage som en boomerang og får mig ned med nakken. Men indtil da, nyder jeg skuldrenes befriende lethed.

Episode

De brænder lidt på tungen, fedtet får dem til at føles ekstra varme. Alligevel afløser den ene håndfuld den anden. Det lykkedes mig ellers at gå en lang tur med baby og hund. Det var godt for humøret, vejret var mildt og næsten forårsagtigt. Jeg lovede mig selv, at jeg ville sætte musik på og rydde op, når jeg kom hjem. Alligevel kan jeg mærke hvor magtesløs jeg bliver i det øjeblik baby sover og jeg er alene med mig selv. Bunkerne bliver uoverskuelige og selvom jeg ikke har lyst, kan jeg ikke lade være. Det tager fire minutter i mikroovnen. Fire lange minutter, hvor mit hovede forsøger at begribe hvad fanden, der foregår. Jeg har slet ikke lyst til dem. Og alligevel kører jeg dem ind på bemærkelsesværdigt kort tid. Brunkagerne lider samme skæbne, størrelsen er perfekt, man behøver ikke bide af dem. Bare ind med dem, uden nydelse, uden nærmest at smage på dem. Orgiets mål er uden tvivl at tømme henholdsvis skål og pose. Det er en opgave jeg har givet mig selv, og som jeg udfører med militaristisk præcision. Jeg ville ønske det gav mening for mig på et højere plan. Men bagefter føler jeg intet andet end skam og ubehag. Hvad fanden er gevinsten ved det.

Mors stemme

Det kan ikke nytte noget at bruge tid på det, siger han. Men ordene kører i ring og driver mig til vanvid. Hendes ord har fulgt mig altid. Hendes kritiske røst er blevet en del af mig, jeg hører den enddog, når hun ikke er i rummet. På den måde har hun trænet mig godt. Jeg er nu, midt i mine tredivere, i stand til at pille mig selv ned på et splitsekund. Det skal ikke tage mig lang tid at finde 10 fejl og en helvedes masse ting jeg kunne have gjort anderledes. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor hun gør det. Kan hun ikke se hvad det gør ved mig? Husker utallige familiesammenkomster, hvor hun brillerer med historier om sin dovne, dvaske datter. Hende, der roder og aldrig hjælper til i huset. Hende, der sjusker. Hende, der tror hun kan læse på universitetet. Det har jo aldrig været dig, siger hun med bebrejdelse i øjnene. Bare vent og se, og hvad sagde jeg. Fik et spørgeskema tilsendt i forbindelse med udmeldingen. Har du haft støtte hjemmefra. Er en, eller begge dine forældre, akademikere. Stort fedt kryds i nej. Sad tilbage og følte mig som et socialt tilfælde. Hvis jeg kunne, ville jeg tage fat i mit tyveårige jeg og klappe hende over målstregen. Jeg kunne have blevet hvad som helst, hvis ikke jeg havde haft så ondt i sjælen. Du har altid haft så travlt med at pille dig selv i navlen, som min mor siger. Du har altid været så skide følsom.

Berøring

Vi rører aldrig ved hinanden mere. Der var engang hvor du trak mig ind til dig hver aften og lå tæt op af mig hele natten. Dine fingre vandrede op og ned af min arm, mit hår, mens dine øjne var opslugt af filmen. De vandrede ubevidst. Fordi de ikke kunne lade være. Jeg savner dig, sagde jeg. Savner at du rører ved mig. Jeg er bare ikke lige der, var svaret. Noget med bilen, det bliver dyrt at få den repareret. Og renoveringen af huset, som går langsomt. Det føles ensomt.