Uddrivning

Jeg ser dem så snart jeg kommer ind i butikken. Jeg skulle bare lige handle rugbrød og bleer, men i bilen på vej derned begynder tankerne allerede at slå knuder. Jeg har det skidt efter igår. Tavsheden ligger stadig som en tung dyne i huset. Det er en pakke med fire. Jeg har stadig den klaustrofobiske fornemmelse i kroppen. Jeg overvejer om jeg skal lægge dem i kurven, er det virkelig det jeg vil. Men pakken ligger der allerede. Jeg forsøger at huske hvad ungerne ville have med på madpakken. Jeg tåger rundt i butikken, pakken dækkes til af bananer og toiletpapir. Du kan nå det endnu, læg den tilbage, mærk hvordan dine lår skvulper og slider sig mod hinanden. Der er lang kø ved kassen. Jeg har lyst til at grave pakken frem og brække et lille stykke af. Casual. Som en, der bare lige skal booste det lave blodsukker efter en lang arbejdsdag. Så læg dem dog tilbage. Jeg lægger dem øverst i posen. De smager af margarine, ikke af smør som hos bageren. Jeg tager store bidder, mærker kroppen slappe af, det føles rart. Jeg smider den tomme pakke ud i den store skraldespand ved vejen. Ude på badeværelset forsøger jeg at gøre det stille. Fanger mit ophovne ansigt i spejlet. Snot og tårer. Rødsprængt. Hvordan kan han ikke vide det.