Den pæne pige

Det var en mærkelig sofa. Ubekvem, svær at finde sig til rette i. Rummet var stort og fyldt med kunst. Malerier, skulpturer, det var svært at holde fokus. Hun var ikke hjertelig på nogen måde. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Der stod en boks med kleenex på bordet, gad vide om det forventes, at jeg græder. Hun havde benene over kors, tilbagelænet, små vurderende øjne. Jeg koger indeni. Hvis bare min krop kunne finde ro i designersofaen. Har du altid været en pæn pige, spørger hun. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Spørgsmålet kommer bag på mig, gør mig forlegen. Jeg kan jo ikke lide at prale. Forsøger at svare alligevel. Hun kigger op fra blokken, løfter øjenbrynene og ser direkte på mig. Hun morer sig indvendigt. Hun mente det i overført betydning. Jeg kan se undertrykt latter i hendes ansigt. Har lyst til at løbe min vej mens hun skriver løs på sin hvide blok. Men jeg bliver siddende med hænderne i skødet, smilende og behagesyg.