onsdag den 12. november 2014

Mortens and

Jeg har ikke lyst. Det er hans tradition, ikke min. Hvornår er jeg nogensinde blevet spurgt. Vi skal være der om en halv time, er jeg klar. Skal han tage ungerne og køre i forvejen, så jeg kan gå i bad i fred og ro. Jeg trækker på skuldrene. Han forsøger igen, gyder olie på vand. Det er kun fordi vi skal derop, at han overhovedet forsøger. Fordi han vil le og drikke vin sammen med sine. Han vil ikke være uvenner, siger han. Men jeg ved hvorfor og straffer ham for det. Selskabet mærker det også. Tavsheden, den manglende berøring. De lidt for korte svar på hans kække henvendelse. Han bliver kærlig efter den første halve flaske. Det krampagtige forsvinder, han indfanger mig og kysser mig mod min vilje.  Han elsker mig, savner mig, jeg kan mærke ham og oprigtigheden i de berusede øjne. Jeg ville ønske jeg også kunne mærke ham når han er ædru. Gudskelov er hun her ikke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar