Tosomhed

Min stemme er kold i telefonen. Han lyder glad. Jeg svarer kort og pauserne er lange. Det ligger alt sammen i det usagte.  Det er bedre sådan. I virkeligheden savner jeg ham. Men jeg straffer ham for ikke at elske mig nok, for at være glad når jeg ligger vingeskudt. Han bliver tavs. Jeg siger farvel og lægger på lidt for hurtigt. Bagefter har jeg det elendigt, har lyst til at ringe op igen og græde, sige jeg savner ham. Istedet spiser jeg ungernes fredagsslik.