Misforstået

Det var god rødvin og virkningen var så småt ved at sætte ind. Bare et enkelt glas. For at mærke kroppen slappe af og give hovedet en pause. Han lavede mad. Baby lå på køkkenbordet med sine store blå øjne. Blev pludselig grebet af en angst for at miste ham. Tænk hvis han fik cancer. Eller kørte galt. Billederne afspilledes i slowmotion i mit hovede. Jeg skammer mig. Vi har det godt. Vi taler sammen, der er fredagsstemning. Jeg kommenterer hans måde at vaske hænder på, de bliver ikke rene hvis man ikke gnider sæben ind før man skyller. Og der er fundet MRSA i svinekød, ved han nok. Jeg siger det i et let tonefald, drillende, mit næb kan også kvidre. Men hans krop bliver anspændt og øjnene ser tomt på mig. Han er træt af at jeg retter på ham hele tiden. Det var jo med et smil på læben, forsøger jeg. Men det er for sent. Jeg mærker det med det samme, hvordan hans forurettede blik borer sig ind i mig og slår alting i stykker.